Ældreudvalg i Aarhus beklager, at medarbejdere forlader styregruppe bag stor reorganisering
Ældreforvaltningen og -rådmanden må på banen for at sikre medarbejdernes involvering i omstridt reorganisering af ældreplejen i Aarhus, mener partier.
Det er »brandærgerligt«, »yderst kritisabelt« og »en trist udvikling«, at medarbejderrepræsentanter fredag forlod den højprofilerede styregruppe, der skal reorganisere Sundhed og Omsorg.
Sådan lyder det fra medlemmer af kommunens ældreudvalg.
Jeg er ked af, at der ikke bliver mulighed for at få fokus på pårørendedelen i styregruppen.Hans Skou (V), medlem af udvalget for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Men konsekvenserne af, at 10 faglige organisationer fredag sendte et åbent brev ud, hvori de klandrede styregruppen for blot at være en følgegruppe med begrænsede kompetencer, der strækker sig til at bidrage med gode idéer til ældreledelsen, er til at overse.
»Jeg frygter, at resultatet på den anden side ikke bliver så godt, som hvis man fra Sundhed og Omsorgs side havde skabt ordentlige rammer for medarbejderinddragelse. Vi har en magistratstyret kommune, og udvalget er kun rådgivende over for ældreforvaltningen, rådmanden og byrådet. Men jeg vil bare gentage appellen om, at topledelsen skal i dialog med medarbejdersiden på ordentlig og konstruktiv måde,« siger Peder Udengaard (S), formand for sundhed- og omsorgsudvalget.
Tavs rådmand og ledelse
Udvalget har involveret sig ekstraordinært meget i arbejdet for at genoprette ældreplejen i Aarhus, efter at TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” viste, at den 90-årige Else Marie Larsen, en dement beboer på Plejehjemmet Kongsgården, blev udsat for omsorgssvigt og uværdig pleje af plejehjemmets ansatte.
Peder Udengaard forklarer, at både udvalget og byrådet gentagne gange har understreget over for ældreledelsen og -rådmand Jette Skive (DF), at det er helt centralt at inddrage den viden og de kompetencer, medarbejdere i fronten har.
Da Jette Skive i begyndelse af måneden meldte ud, at hun ikke genopstiller ved det kommende kommunalvalg, understregede hun i et interview med JP Aarhus, at hun bliver siddende i byrådet hele perioden ud. De næste måneder skulle ifølge rådmanden bruges på at få den nye organisering af Sundhed og Omsorg på plads.
»Den nye struktur skal virke, så personalet også har gavn af modellen,« udtalte Jette Skive.
Selv om medarbejderne ikke mener, at de får tilstrækkelig indflydelse på rådmandens ønske, og som konsekvens har forladt styregruppen, har det ikke været muligt at få en kommentar fra Jette Skive. Heller ikke ældredirektør Hosea Dutschke er vendt tilbage på JP Aarhus’ henvendelser.
EL: Ledelsen har ikke lyttet
Hans Skou, Venstres medlem af ældreudvalget, kalder det en trist udvikling, at medarbejderne har forladt styregruppen.
»Jeg og Venstre havde ønsket og håbet på en proces i styregruppen, hvor repræsentanter for medarbejdere, beboere og pårørende kunne tale sammen. I det krydsfelt tror jeg, at der kan komme ting frem, der kan gøre gode ting fremadrettet,« siger han, men understreger, at han fortsat har tiltro til med-systemet, der er et samarbejdsorgan mellem ledelsen og medarbejdere:
»Den her styregruppe skulle ikke sætte de fagretslige systemer ud af spil. Jeg er ked af, at der ikke bliver mulighed for at få fokus på pårørendedelen i styregruppen. Men det må de fokusere på i med-systemet.«
Du kalder det en trist udvikling, men skal bruddet i styregruppen ikke have konsekvenser?
»Jeg er sikker på, at man fra ældrerådmandens, forvaltningens og fagorganisationernes side nok skal få det her til at lykkes. Parterne skal nok løse udfordringerne. Både medarbejderne og forvaltningen er dybt fagligt dygtige,« siger Hans Skou.
Enhedslisten udvalgsmedlem, Lone Norlander, kalder arbejdet i styregruppen en skueproces og har længe ment, at der var brug for en pause i arbejdet.
»Det har vi sagt ud fra oplysninger fra medarbejdere og ledere fra alle niveauer på området under foretræde i sundheds- og omsorgsudvalget. Men ledelsen i Sundhed og Omsorg har ikke villet lytte. Der er nu tale om et sammenbrud,« udtaler hun.