Jette Skive efterlader et eftermæle og en magtkamp i DF i Aarhus

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jette Skive blev i en periode Danmarks måske mest omtalte lokalpolitiker af grunde, som hun helst havde været foruden.

Til årsskiftet stopper hun efter tre perioder i byrådet og dermed otte år som rådmand for Sundhed og Omsorg i aarhusiansk politik og efterlader sig, som man altid gør i politik, et eftermæle og, som man nogle gange gør, en magtkamp.

Eftermælet vil uundgåeligt knytte sig til det ovenfor antydede forløb, som refererer til behandlingen af Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården – udstillet i TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”.

Ud over det primære, at en dengang 90-årig borger blev udsat for en uværdig behandling, udviklede sagen sig også i håndteringen til en pinlig affære for Aarhus Kommune i almindelighed og Jette Skive i særdeleshed. Den klassiske politiske stoleleg om ansvar lod Jette Skive stå uden stol, da musikken standsede, som ansigtet på en klodset og famlende håndtering af sagen med diverse retningsskift: først fogedforbud mod dokumentaren, så blev det frafaldet, dernæst politianmeldelse mod TV 2 – som blev frafaldet. Midt i stormen stod Jette Skive, og det vil man huske.

Jette Skive fortjener også, at hendes eftermæle bliver malet i nuancer. Selv udtrykte hun i et interview til JP Aarhus stolthed over at have afskaffet »ældrefabrikker«, og selv om den polemiske bemærkning vil pikere en og anden med ansvar i eller for ældreområdet, må man indrømme Jette Skive anerkendelse for hendes indsats her. Ligesom hun har bragt levet liv og erhvervet erfaring ind i sit politiske virke, fra det vi, i mangel af bedre ord, kalder det almindelige (arbejds)liv. Hun skal have lov til at sige, at det igen lugter af frikadeller på plejehjemmene, når man i hendes embedsperiode har sagt farvel til vakuumpakket mad og i stedet har indrettet lokale køkkener med ”håndlavet” mad.

For mig er dét i virkeligheden den væsentligste pointe angående lokalpolitik og lokalpolitikere: at deres arbejde måles og mærkes i vores konkrete hverdag, at de står til ansvar ansigt til ansigt, ofte uden filter, i brugsen eller på tankstationen. Det kræver sin kvinde, og det aftvinger min store respekt for vores lokalpolitikere. Det er således en almengyldig del af også Jette Skives politiske eftermæle, at hun påtog sig et medansvar for sin by.

Hendes udmelding efterlader imidlertid også en åbenlys magtkamp i DF i Aarhus, hvor hun peger på den 27-årige Jakob Søgaard Clausen som ny spidskandidat, mens byrådsmedlem og formand Knud N. Mathiesen ikke har tænkt sig at vige pladsen. Bag de officielle udtalelser og afvisning af påstande om magtkamp ligger efter alt at dømme en mere forbitret uenighed om forløbet og fremtiden i DF.

Personstridigheder er ikke det, som DF har brug for op til kommunalvalget i november, hvor partiet også lokalt er trængt af, at både S og V har tillagt sig skarpe profiler på indvandring- og integrationsområdet. Netop ældreområdet er DF’s stærkeste tilbageværende bastion, mens Jakob Søgaard Clausen vil finde, at der er politisk trængsel om pladsen, når det kommer til at gøre byudvikling til en mærkesag og sætte dagsordenen derfra.

DF går, også i Aarhus, en udfordrende tid i møde op til valget i november.