Politiet er ekstra tilstede i shoppinggader
Østjyllands Politi er opmærksomme på om forretninger trodser nedlukningen og holder ulovligt åbent.
Østjyllands Politi er ekstra tilstede i forretningsgader rundt omkring i landsdelen. Det skyldes, at flere forretningsdrivende i hele landet har meldt, at de vil trodse nedlukningen og holde åbent mandag.
»Det er vi selvfølgelig opmærksomme på. Vi har fulgt de meldinger, som er kommet op mod i dag, og vi er ekstra til stede i byerne og i forretningsgaderne,« siger Brian Voss Olsen, politiinspektør hos Østjyllands Politi.
Han oplyser, at politiet både følger med på de sociale medier, patruljerer byerne og følger med i, hvad de får af henvendelser.
»Men indtil videre, ser alt rigtig, rigtig fint ud. Vi har ikke konstateret noget overhovedet endnu,« siger Brian Voss Olsen.
Ifølge ham er der ingen bagkant på politiets tilstedeværelse i forretningsgaderne. De vil være til stede, så længe de vurderer, at det giver mening.
Den ekstra tilstedeværelse kommer på baggrund af, at direktøren Torkil Poulsen forleden oprettede Facebook-gruppen ”National genåbning 15. februar”, som på kort tid fik omkring 9.000 medlemmer. Gruppen er dog sidenhen blevet lukket af Facebook.
På initiativets egen hjemmeside fremgår det, hvilke forretninger der har meldt sig til. Mandag har kun 17 forretninger skrevet sig på, men Torkil Poulsen siger til BT, at mange flere vil genåbne. Det har Østjyllands Politi indtil videre ikke kunne konstatere.