Samlever erklærer sig skyldig: Dræbt kvinde blev kvalt og parteret
51-årig mand erklærer sig skyldig i at have dræbt den 43-årige kvinde, som er blevet fundet på sin adresse i Malling
En 51-årig mand med gråt hår og briller satte sig onsdag klokken 9.30 i Retten i Aarhus. Her blev han fremstillet ved grundlovsforhør, efter at han tirsdag morgen blev anholdt af politiet og sigtet for drabet på den 43-årige kvinde, der siden torsdag i sidste uge har været savnet.
Den 51-årige mand er kvindens tidligere samlever, og han er sigtet for manddrab ved fredag at have dræbt den 43-årige kvinde ved kvælning, og så er han sigtet for usømmelig omgang med lig, da han ifølge politiets efterforskning fredag parterede liget af den 43-årige kvinde og gemte ligdele forskellige steder i huset og nedgravet i haven.
Den 51-årige mand var iført blå dna-dragt, da han sad i retssalen, hvor han erklærede sig skyldig.
Forsvandt torsdag
Den 43-årige kvinde blev meldt savnet tirsdag, efter at hun ikke var set siden torsdag aften i sidste uge, hvor hun forlod sin arbejdsplads. Tirsdag morgen ledte politiet efter kvinden flere forskellige steder, men i løbet af aftenen og natten valgte politiet at koncentrere sig om kvindes bopæl i Veilgårdsparken i Malling.
Her fandt politiet flere ligdele, der var forsøgt skjult både inde og ude. Østjyllands Politi arbejder onsdag morgen fortsat på kvindens bopæl i Malling med henblik på at færdiggøre gerningsstedsundersøgelsen, hvor også Beredskabsstyrelsen hjælper til.
Dommeren valgte dog at lukke dørene af hensyn til efterforskningen.