Fortsæt til indhold
Aarhus

Antallet af ledige lejeboliger stiger i Aarhus

De over 1.500 ledige lejligheder og værelser i Aarhus i øjeblikket er 13 pct. flere end sidste år, fortæller Boligportal-direktør, men efterspørgslen følger med i samme takt.

»1.562 boliger fundet.«

Sådan lød svaret, hvis man i slutningen af december søgte efter ledige lejeboliger i Aarhus Kommune på Boligportal.dk

Det er mange, og det er også en del flere end på samme tid sidste år, fortæller Anders Hyldborg, adm. direktør ved Boligportal.dk

»Generelt kan vi notere en vækst på 13 pct. i antal lejeboliger i Aarhus lige nu i forhold til samme tidspunkt sidste år. Der er simpelthen flere boliger på markedet, men der er også tilsvarende flere lejere og dermed en øget efterspørgsel, så vi mærker ikke øget tomgang,« siger han og fortsætter:

»Vi må sige, at i 2020 har der bare været rigtig meget gang i markedet hele året, bortset fra en pause på to uger i marts ved den første coronanedlukning. En del af forklaringen på det stigende marked i Aarhus er øget urbanisering, hvor flere og flere søger ind mod storbyerne.«

Anders Hyldborg, adm. direktør for Boligportal.dk, forventer fortsat vækst i 2021. Foto: Boligportal.dk

Efter en lang årrække med mangel på studieboliger i Aarhus har massivt boligbyggeri i de senere år mindsket problemet med for få studieboliger, men nu går mange studerende så efter de større lejligheder:

»Vi oplever, at de studerende er mere bevidste om, hvad de vil have og i stigende omfang efterspørger de lidt større og nyere lejligheder tættere på midtbyen, hvor de så er flere, der deles om en lejlighed,« siger Anders Hyldborg.

En af coronakrisens konsekvenser for boligmarkedet har været færre korttidslejemål.

»En del af de lejligheder, som tidligere har været lejet ud til korttidsleje via f. eks. Airbnb, har ikke kunne lejes ud pga. coronakrisen og faldet i antal turister, og de lejligheder er i stedet overgået til langtidsleje hos os,« siger Anders Hyldborg.

Han kan som mange andre se tilbage på et vildt boligår, hvor mange danskere fandt både tid og penge til at realisere deres boligdrømme og købe eller leje det hus, sommerhus eller den lejlighed, de ønskede.

Spørgsmålet er, om udviklingen vil fortsætte i 2021:

»Det er svært at sige, men vi forventer nok en fortsat vækst i markedet, for lejemarkedet er meget attraktivt, fordi det er så fleksibelt at bo til leje. I krisetider står lejemarkedet typisk stærkt i forhold til andre boformer, men 2020 har været et meget specielt år, hvor vi har set fremgang på alle boligmarkederne, også fritidshuse,« siger Anders Hyldborg.