Steno Museet har sikret sig historisk coronakanyle
Den tomme ampul og kanylen, som blev brugt til at give den første coronavaccine i Region Midtjylland, bliver udstillet på Steno Museet.
Vi kender den gule kanyleboks fra lægen, hvor brugte sprøjter bliver deponeret til sikker destruktion. Her i tiden mellem jul og nyår står en mere en historisk én af slagsen hjemme hos museumsinspektør Hans Buhl fra Steno Museet. I kanyleboksen ligger den tomme ampul, kanylen og sprøjten, der søndag den 27. december kl. 9.15 blev brugt ved den første coronavaccination af en plejehjemsbeboer i Region Midtjylland.
Det var 95-årige Else Jensen, der på plejehjemmet Ankersgade var med til at skrive historie. Den historie er nu sikret for eftertiden.
»Du kan sige, at den ene sprøjte vel er som den anden. Men det er jo den første. Vi har også én af Niels Bohrs piber. Er det ikke bare en pibe? Nej, det er én af de piber, han røg på. Det er vigtigt, fordi der kommer et lille aftryk af Bohr selv i kraft af, at man ved, at piben har været i munden på ham. Tilsvarende er sprøjten unik, ud af de mange ens sprøjter, ved, at det var den første, der blev givet til en speciel gruppe i Østjylland,« forklarer Hans Buhl, der sikrede sig de historiske genstande igennem en privat kontakt.
Udstilling om epidemier
I løbet af det seneste år har museets medicinhistoriske medarbejder sikret sig en række historiske genstande med relation til coronaepidemien. Mette Frederiksens håndsprit, mundbind, breve til Søren Brostrøm fra danskere, der har været begejstrede over indsatsen, børnetegninger fra Politikken …
»Pandemier har fulgt menneskeheden i årtusinder. Nu oplever vi én igen. Forhåbentlig bliver den også snart historie. Det er et vendepunkt i epidemien, at vi kan vaccinere og dermed bekæmpe den, så når vi skal dokumentere, hvordan epidemien forløb, skal vi også kunne dokumentere behandlingen ved hjælp af en vaccine,« siger Hans Buhl, der kalder kanylen og ampullen for helt centrale genstande.
Inden Steno Museet lukkede som led i den generelle nedlukning af landet, kunne man bl.a. se udstillingen ”Corona i børnehøjde” med tegninger, film, genstande og dagbogsnotater lavet af børn i løbet af det seneste år. Når der engang skal laves en udstilling om epidemier, vil de indsamlede genstande, inklusiv kanylen, komme til at spille en vigtig rolle.
Steno Museet er en del af Aarhus Universitets Science-museer og udstiller ting fra naturvidenskabernes og lægevidenskabens udvikling. Adspurgt om at fremhæve andre interessante artefakter på museet nævner Hans Buhl, der også er ansvarlig for museets samlinger, bl.a. en række genstande fra Forskningscenter Risø, Danmarks første og eneste kerneenergiforskningsstation. Han fremhæver også en lille solcelle, som er udviklet af et amerikansk firma og identisk med de solceller, der drev satellitterne, som affotograferede månen, inden man rejste derop.