Fortsæt til indhold
Aarhus

Svingdøren i Aarhus Byråd blafrer historisk hurtigt – aldrig før har så mange forladt deres partier

7 af de 31 byrådsmedlemmer har skiftet parti eller er blevet løsgængere i denne periode. Det er det højeste antal i mindst 50 år.

Tre socialdemokrater, spidskandidaten fra Liberal Alliance, en venstremand, Alternativets eneste byrådsmedlem og en radikal. Syv medlemmer af Aarhus Byråd har i denne byrådsperiode sagt farvel til det parti, de blev valgt for i 2017, og er i stedet blevet løsgængere eller er skiftet til et andet parti.

Jeg ved sgu da ikke, hvad de mener mere. Man kan ikke bare skifte mening. Det irriterer mig.
Thomas Søndermark, vælger, der stemte på Socialdemokratiet i 2017

Disse syv skift er et historisk højt antal, viser en opgørelse, JP Aarhus har lavet. Opgørelsen går tilbage til kommunalreformen i 1970, og der har i tidligere byrådsperioder aldrig før været så mange partiskift.

»Det er usædvanligt. Også i forhold til Folketinget, hvor der er en lille stigning,« siger Helene Helboe Pedersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og har analyseret partiskift i Folketinget i perioden 1953-2015.

Hun konstaterer, at politikerne med deres partiskift bryder kontrakten med vælgerne.

De mange rokader på taburetterne i byrådssalen vækker også harme hos Thomas Søndermark, der stemte på Socialdemokratiet ved valget og således har måttet se Dorthe Borgkvist, Mahad Yussuf og Ango Winther forlade deres parti, som til gengæld for nylig kunne byde De Radikales afhopper Eva Borchorst Mejnertz velkommen.

»Jeg ved sgu da ikke, hvad de mener mere. Man kan ikke bare skifte mening. Det irriterer mig,« understreger han.

Ændringer på 10 taburetter

16.212 aarhusianere satte ved kommunalvalget i november 2017 et kryds ud for én af de 10 politikere, der nu ikke længere repræsenterer det parti, som de stillede op for. Disse politikere tegnede sig samlet set for hver tolvte af de afgivne stemmer i Aarhus.

I byrådsperioden 2006-2009 var der fire partiskift. Desuden trådte seks politikere ud af byrådet. Samlet set var der således 10, der forlod byrådet eller deres parti. Samme antal er det nuværende byråd nået op på allerede et år før, perioden slutter. Ud over de syv partiskift har tre politikere forladt byrådet. Med de 10 skift og stop skriver det indeværende byråd også aarhushistorie – sammen med byrådet i 2006-2009 – på den konto.