Traktortræf for grundloven i Aarhus
Flere hundrede landmænd kørte lørdag formiddag gennem Aarhus i demonstrationstog mod regeringen.
»Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt.«
»Nej til enevælde.«
»Hvis man ikke overholder grundloven, får man en tur med vendeploven.«
Skiltene på mange af de 350 traktorer, som lørdag kørte i demonstrationstog gennem Aarhus, talte deres klare sprog. Regeringens og politiets håndtering af de danske minkavlere har fået landbruget op på barrikaderne.
»Vi har en grundlov, som siger, at når man ejer noget, så kan man ikke bare uden videre komme og ekspropriere. Landbruget er vant til at samarbejde om løsninger, men her har regeringen bare lagt et helt erhverv dødt. Næste gang kan det være mig,« sagde fritidslandmand Niels Pedersen fra Ørum på Djursland.
Jeg har beskæftiget mig med mink hele mit liv. Det er det, jeg ved noget om. Hvad skal vi gøre nu?Preben Langholm, minkavler, Ramten
De store landbrugskøretøjer, som bl.a. parkerede ved Molslinjens tidligere terminal på Aarhus Havn, blev et stort tilløbsstykke for forældre og børn. Enkelte mente dog ikke, at der var nogen grund til at lave et så stort postyr.
Hvad nu?
»Det er for meget, det her. Det handler om folkesundheden. Gid, I kører i havnen,« råbte en mandlig cyklist, mens han kørte langs optoget.
Minkavler Preben Langholm fra Ramten, som har fået aflivet sine 30.000 mink, var dog af en helt anden opfattelse.
»Jeg er rørt over den fantastiske opbakning. Jeg har beskæftiget mig med mink hele mit liv. Det er det, jeg ved noget om. Hvad skal vi gøre nu?«, spurgte han.
Fritidslandmand Michael Høegh Madsen fra Skarresø, som også har arbejdet med mink, var ikke i tvivl om, at regeringen benyttede chancen til at lukke minkerhvervet.
»Danmark havde den bedste besætning i verden. Men de beslutninger, der er truffet, betyder, at vi ikke får minkavlen tilbage. Det er endegyldigt slut,« vurderede han.
1.000 i parken
Demonstranterne fortsatte til Musikhusparken, hvor politikere og repræsentanter for landbruget lørdag eftermiddag talte for – ifølge Østjyllands Politi – omkring 1.000 tilhørere.
Ifølge politiet foregik demonstrationen fredeligt, mens de mange kolonner af traktorer skabte forstyrrelser i trafikken på vej ind til Aarhus og senere, da demonstranterne forlod byen.