Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Central Food Market er lukket

Ejer Frantz Longhi har lukket Aarhus Central Food Market. De eksterne lejere har meldt ejeren til politiet.

Frantz Longhi, ejer af Aarhus Central Food Market, har besluttet at lukke markedet, oplyser han i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Coronakrisen har slukket for mulighederne for at gøre madmarkedet på Skt. Knuds Torv til en økonomisk bæredygtig forretning på kort sigt. Indehaveren sætter nu sin drøm på hold, hedder det i pressemeddelelsen.

»Det er trist både for de tilbageværende boder, som har kæmpet hårdt, og for de gæster, der nu må gå forgæves. Vi vil derfor gå i tænkeboks omkring fremtiden. Det er lidt en drøm, der nu sættes på hold, men vi håber, at corona snart igen vil gøre det muligt for os eller for andre at lukke op for liv og gode oplevelser på det historiske sted for Aarhus,« lyder udmeldingen fra madmarkedets indehaver, Frantz Longhi.

Madmarkedets ledelse har siden juli været i juridisk strid med otte eksterne lejere, som har krævet erstatning for opsigelsen, der var gældende fra 1. oktober. Lejerne valgte at kæmpe videre og holde åbent efter 1. oktober, hvor de fleste af ejerens egne boder lukkede, og lejerne indbragte sagen for fogedretten.

Ifølge Peter Stagetorn, indehaver af Hungry Dane, mødte lejerne fredag morgen en låst dør, og de kunne derfor ikke komme ind og åbne deres butikker eller få kontakt til ejerne. Lejerne har derfor politianmeldt Frantz Longhi for selvtægt, oplyser Peter Stagetorn.

Aarhus Central Food Market åbnede i oktober 2016 med store besøgstal, men i de fire år, madmarkedet har været åbent, har Frantz Longhis koncern brugt næsten 20 mio. kr. på at holde madmarkedet kørende.