Fortsæt til indhold
Aarhus

Strid om madmarked har udviklet sig til bizar krig

Planter og stearinlys er væk, og der er lukket for varmen og halvdelen af boderne. Men fem lejere holder stadig åbent i Aarhus Central Food Market i kamp for erstatning fra ejeren Frantz Longhi.

»Siden den 1. oktober har det været ren chikane.«

Sådan lyder det fra to af fem tilbageværende lejere i Aarhus Central Food Market, Henrik Bjerke og Peter Stagetorn Kolos, og chikanen bliver efter deres mening udøvet af ejer Frantz Longhi og ledelsen af madmarkedet.

Udenfor er udemøbler fjernet, og stedet ser umiddelbart lukket ud. Indenfor er stort set alle ejerens egne boder lukket ned med gitter for, planter er fjernet, og stedet virker tomt.

»Det minder mest om en spøgelsesby, og de har ændret låsesystemet og slukket for varmen. Vi forsøger dog hele tiden at fortælle kunderne, at vi stadig har åbent, men hver gang, jeg sætter sedler med ”Kom ind vi har åbent” på døren, bliver de pillet ned igen,« fortæller Henrik Bjerke, der i fire år har drevet salat- og juiceboden Green Neighbour i Aarhus Central Food Market.

Som omtalt i JP Aarhus har ejeren Frantz Longhi opsagt de eksterne lejere den 1. oktober, da han selv vil køre stedet videre i en ny form. Madmarkedet har givet underskud de seneste år, og ejeren har tilført selskabet yderligere kapital. Lejerne mener imidlertid, at de er omfattet af erhvervslejeloven, så de ikke kan opsiges uden kompensation. De vil derfor ikke acceptere opsigelsen og har indbragt sagen for fogedretten, hvor den i øjeblikket er til behandling.

Den aktuelle situation, som lejerne kalder ren chikane, er også indbragt via advokat til ejerne af madmarkedet med 12 kritikpunkter om udemøbler, nøglesystem, planter, stearinlys, rengøring mm.

»Ovenstående mangler skal være udbedret senest 14. oktober, idet deres klient i modsat fald kan forvente et søgsmål (mere),« skriver lejernes advokat.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejer Frantz Longhi. Han har tidligere via sin advokat afvist, at udlejningen er omfattet af erhvervslejeloven med den begrundelse, at der ikke er tale om egentlige lokaler i madmarkedet.