Klimamål: Aarhus skal have 40 pct. elbiler i 2030
Målet er 40 pct. elbiler i 2030, og midlerne er lavere afgifter, mere strøm og fordele i trafikken, fortæller teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V), der er på vej til byrådet med en ny klimaplan.
Debatten om klimaindsatsen har blomstret længe, men nu bliver det konkret.
Andelen af elbiler i Aarhus skal udgøre 40 pct. i 2030.
Det vil fremgå af forslag til klimahandlingsplan for 2021-2024, som teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V) fremlægger for Magistraten på mandag. Målet i Aarhus er, at kommunen skal være CO2-neutral i 2030, mens regeringens mål for hele Danmark er en 70 pct. CO2-reduktion i 2030.
Vi kan se en god stigning i de nyeste tal, som tyder på, at der sker en bevægelse.
For at nå det mål, skal der bl.a. sættes kraftigt ind på transportområdet, der tegner sig for en stor del af den resterende CO2-udledning, og en central indsats på det område er flere elbiler, som i dag udgør under 1 pct. af alle biler i Aarhus.
»Vi har et ambitiøst klimamål, og jeg har derfor lagt et højt ambitionsniveau med et mål om 40 pct. elbiler i 2030. Jeg er med på, at andelen af elbiler er meget lille i øjeblikket, men vi kan se en god stigning i de nyeste tal, som tyder på, at der sker en bevægelse,« siger rådmanden.
Midlerne til at sætte fart på udviklingen skal ifølge rådmanden være lavere afgifter på elbiler fra regeringens side og dertil en række indsatser fra kommunal side.
»Vi skal sikre en god ladestruktur for elbiler, skabe fordele i trafikken, og jeg er også åben for at diskutere gratis parkering for elbiler,« siger rådmanden.
Aarhus Kommune har besluttet at udskifte egne biler til elbiler og fremrykke udskiftning af bybusserne til elbusser.
Hos De Danske Bilimportører er der anerkendelse over Aarhus-målsætningen hos adm. direktør Mads Rørvig:
»Det er meget ambitiøst, og kommunen kan gøre rigtig meget i forhold til bl.a. p-pladser for elbiler, miljøzoner for elbiler og flere ladestandere. Derudover får afgifterne på elbiler stor betydning for udviklingen, og det afgøres i Folketinget,« siger Mads Rørvig.
En elbil-kommission ventes meget snart at aflevere sine anbefalinger til, hvordan andelen af elbiler kan øges i Danmark.