Vuggestue bad somalisk kvinde om at holde datter hjemme på grund af coronafrygt
Somalisk netværk reagerer på vuggestues coronaafvisning af barn med somalisk baggrund. Undskyld, lyder det fra rådmand og borgmester.
Din datter må ikke komme i vuggestue i dag, fordi mange folk af somalisk herkomst er smittet med coronavirus.
Denne melding fik den 40-årige Quresha Hussein torsdag morgen fra datterens vuggetue, Vuggestuen Mælkebøtten i Brabrand.
»Først ringede én, der hed (navn udeladt, red.) og sagde, at jeg ikke måtte aflevere min datter, fordi halvdelen af somalierne har corona,« gengiver Quresha Hussein samtalen.
Den enlige mor til tre små børn blev meget ked af det, da hun skulle til tandlæge med en tand, der gjorde ondt, og derfor havde stærkt brug for børnepasning.
Jeg var meget ked af det og tænkte hvorfor.Quresha Hussein, mor og studerende
Quresha Hussein understregede, at hun ikke havde nogle symptomer på covid-19. Men ifølge kvinden fik hun at vide, at hun og datteren skulle kunne fremvise en negativ coronatest for at komme i daginstitutionen.
Efterfølgende ringede en anden fra vuggestuen og gentog, at hendes datter, to et halvt-årige Maida Hussein, ikke var velkommen, fortæller Quresha Hussein, der har boet halvdelen af sit liv i Aarhus.
»Jeg var meget ked af det og tænkte hvorfor. Jeg fik at vide, at det kun var somaliere, der var sendt hjem. Jeg føler, at de sorterer folk – de synes, at det er somaliere, der har corona, og at andre har det godt,« lyder det fra den frustrerede mor, der bor i Toveshøj og læser på VUC.
Hun fortæller, at hendes veninde med somalisk baggrund har oplevet en lignende situation, da hun skulle aflevere sin søn i Mælkebøtten.
Quresha Hussein har et bud på, hvorfor episoden skete:
»Jeg tror, at det er efter, at borgmesteren har udtalt, at halvdelen af somaliere har corona. Så folk tænker anderledes om os.«
Hun henviser således til, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) sidste tirsdag meldte ud, at personer med somalisk baggrund tegnede sig for hovedparten af de 78 nye coronasmittede i Aarhus i uge 31.
Lederen af Vuggestuen Mælkebøtten, Annette Torntoft, er på ferie og henviser til Jan Grand, dagtilbudsleder for Tovshøj Dagtilbud, som Mælkebøtten hører under. Han sender bolden videre til sin chef, Susanne Hammer-Jakobsen, børn- og ungechef, der oplyser, at i alt tre familier i Mælkebøtten har fået en besked som Quresha Hussein, og at retningslinjerne for håndtering af mistanke om coronasmitte er blevet indskærpet over for personalet.
Borgmester kom frem
Mandag kom der en undskyldning fra bl.a. Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, samt borgmester Jacob Bundsgaard.
Det skete, efter at den somaliske paraplyorganisation Aarhusomali, der repræsenterer 13 somaliske foreninger i Aarhus, mandag reagerede på episoden med et brev til stadsdirektør Niels Højberg.
»Vi synes selvsagt, at dette er meget uheldigt ... vi er bekymrede for, at hændelsen kan få uheldige konsekvenser mht. bekæmpelsen af corona-smitten. Vi regner med, at det internt i kommunen bliver indskærpet, at den slags hændelser ikke må forekomme,« skriver talsmændene Daud Hussein Ahmed og Abdirahman M. Iidle, der i sidste uge både mødtes med Niels Højberg og Jacob Bundsgaard for at nå til frem til, hvordan parterne hver især kan bidrage til at få nedbragt coronasmitten i Aarhus.
Bl.a. fordi vuggestueepisoden har floreret på Facebook, sender talsmændene en klar appel til borgmesteren:
»Det er meget vigtigt, at Jacob som borgmester går ud og tager offentligt afstand fra den slags og fastslår meget klart og tydeligt, at dette ikke er Aarhus Kommunes politik, og at ingen befolkningsgruppe skal hænges ud eller udskammes i forbindelse med corona-smitten,« lyder det fra talsmændene, som tilføjer, at der også har »været andre uheldige hændelser, hvor personer med somalisk baggrund er blevet udskammet i det offentlige rum.«
Mandag adresserede Jacob Bundsgaard episoden i et Facebookopslag:
»En pige med somalisk baggrund havde i sidste uge den ulykkelige oplevelse, at hun blev afvist i sin institution. Den slags må ikke ske! Alle børn er velkomne i de aarhusianske vuggestuer og børnehaver. Selvfølgelig. Derfor blev der med det samme fulgt op over for personalet i institutionen, og de berørte forældre har fået en undskyldning fra institutionen,« skrev han og tilføjede, at familien mandag havde fået en undskyldning fra ham og Thomas Medom.
Ikke godt nok
Den fik familien via et svar til Aarhusomali. I svaret skriver politikerne også, at:
»...der er ikke krav om, at aarhusianske børn eller forældre skal have negative corona-test for at kunne komme fx i vuggestue. Vi vil også gerne understrege, at vi på det kraftigste fordømmer diskrimination mod bestemte grupper af borgere i Aarhus.«
Denne fordømmelse gentager borgmesteren i sit Facebookopslag, hvori han oplyser, at han får henvendelser fra borgere med somaliske rødder, og at »mange oplever, at der bliver reageret på deres etniske oprindelse, når de bevæger sig rundt i byen for tiden«.
Mandag eftermiddag fik Quresha Hussein at vide, at borgmesteren og rådmanden havde sendt en undskyldning.
»Det er ikke godt nok, at de sender den til andre somaliere. Det er mig, de har gjort ked af det, og det er mig, de skal give en undskyldning. Jeg holder min datter hjemme og føler mig ikke velkommen i vuggestuen,« kvitterede hun.