Kendt hostel i midtbyen lukker efter 26 år
Indehaver af City Sleep-In i Havnegade tænker tilbage: Flygtningene fra krisen i 2015 var søde og taknemmelige.
Mange forbinder sikkert flygtningekrisen i 2015-2016 med avisoverskrifter, billeder af flygtninge på de danske motorveje og diskussioner med venner og familie. For Joan Byrsting var krisen en af de mest spændende og interessante perioder som ejer af City Sleep-In i Havnegade.
Til oktober er det slut med overnatninger på hostellet, fordi Aarhus Kommune vil sælge bygningen, men i 2015-2016 havde kommunen svært ved at skaffe nok boliger til de mange nytilkomne flygtninge. Som midlertidig løsning flyttede et stort antal ind på hostellet.
»Det var virkelig lærerrigt og godt at have dem boende på trods af de triste skæbner. De var så søde og taknemmelige. Det var helt klart et af højdepunkterne,« siger Joan Byrsting.
Kede af det
Siden 2008 har hun sammen med Poul Pablo Nørgaard ejet og drevet hotellet med plads til 150 gæster fordelt på 46 værelser. Parret har dog været involveret i stedet siden Foreningen Kulturgyngen etablerede hostellet i 1994.
De har begge kæmpet hårdt for at få lov til at forlænge lejekontrakten eller købe ejendommen af kommunen uden om de normale udbudsprocesser.
»Vi er rigtig kede af, at det ikke lykkedes. Vi har gjort, hvad vi kunne, og nu må vi slippe stedet,« siger Joan Byrsting, der har planer om at finde et andet arbejde, mens Poul Pablo Nørgaard går på pension.
Joan Byrsting forklarer, at hostellet igennem mange år også har samarbejdet med kommunen om at tage imod udsatte unge, der ikke passer ind på et herberg. Gengangere har ligeledes fyldt meget på værelserne. F.eks. det årlige besøg af ca. 60 hollandske pædagogstuderende, de kinesiske dansere, der har et samarbejde med danske dansere, og den faste gruppe indere.
»Det har virkelig været sjovt,« konstaterer Joan Byrsting.