Rekordmange gæster besøgte Aros
Over 126.000 betalende gæster lagde i juli vejen forbi det aarhusianske kunstmuseum Aros. Det svarer til det højeste antal besøgende i museets historie.
Rekordmange gæster har i juli købt billet til det aarhusianske kunstmuseum Aros, der trods coronakrisens nedlukning og lavere besøgstal efter genåbningen i maj nu kan se tilbage på den mest velbesøgte måned i museets historie.
Det skriver museet i en pressemeddelelse mandag.
I alt har 126.039 besøgende indløst billetter til Aros i juli, hvilket resulterer i, at sommermåneden blev den måned, hvor flest gæster nogensinde har været på rundtur i det knap 21.000 kvm store museum.
Vi er meget stolte over det høje besøgstal, som vidner om, at Aros er et attraktivt sted at besøge for både danskere og turister.Erlend G. Høyersten, museumsdirektør hos Aros
»Vi er meget stolte over det høje besøgstal, som vidner om, at Aros er et attraktivt sted at besøge for både danskere og turister. I dag fejrer vi rekorden og fortsætter derefter det hårde arbejde, så vi kan facilitere endnu flere store kunstoplevelser resten af sommeren og efteråret,« siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, Aros.
Kan ikke indhente det tabte
Sidst Aros havde besøgsrekord, var i februar 2014, hvor 70.789 besøgende indløste billet til museet. Derved svarer denne sommers rekordmåned til, at næsten dobbelt så mange besøgende forrige måned lagde vejen forbi.
Ifølge Erlend G. Høyersten er der flere årsager til, at gæsterne i juli strømmede til det aarhusianske museum.
Bl.a. har særudstillingen ”Mythologies – the Beginning and End of Civiliztions”, der spreder sig over to af Aros’ gallerier, ifølge direktøren trukket besøgstallet i vejret. Ligesom kombinationen af lavere billetpriser og en våd, regnfyldt sommer, hvor flere danskere har holdt ferie herhjemme som følge af coronakrisen, har været medvirkende til, at flere har købt billet til museet.
De rekordmange besøgende kan dog ikke alene ændre på, at krisen kommer til at koste på bundlinjen og fortsat stiller museet i en usikker situation.
»Flere besøgende på museet er lig med højere indtjening gennem både entréindtægter, i vores café og i Aros Shoppen. Populariteten i juli betyder, at vi er mere optimistiske i forhold til Aros’ økonomi, end vi var i juni. Vi har dog ikke indhentet det tabte, og vi ser fortsat ind i et meget usikkert efterår,« siger Erlend G. Høyersten, der understreger, at det høje besøgstal også har krævet øget fokus og daglige evalueringer for at kunne sikre en god og tryg museumsoplevelse, der lever op til myndighedernes retningslinjer for at begrænse spredning af coronavirus.
I alt har Aros været lukket i 69 dage som følge af coronakrisen.
Museet har tidligere været ude at sige, at det trods krisen vil bygge ud for 200 mio. kr. frem mod 2023.
Udbygningen består bl.a. af et nyt underjordisk udstillingsgalleri på 1.000 kvm.