Hasle Skole har sat en prop i sivningen af lokale elever
Fokus på musik og højere huspriser har hjulpet med at tiltrække flere af eleverne i Hasle Skoles distrikt, mener skoleleder Ole Skov.
Piger med sort, kruset hår, lyslokkede drenge og en masse andre børn med brogede skoletasker på ryggen vælter ud af den gule bygning. Klokken har netop ringet skoledagen af på Hasle Skole. Hurtigt bliver sfo’ens mooncars rullet ud i skolegården, hvor en flok drenge i et hjørne stimler sammen om en fodbold, mens andre indtager gyngerne.
Selv om der denne onsdag eftermiddag på grund af coronanedlukningen kun er elever op til 5. klasse, udgør de en større skare end tidligere. Antallet af elever er nemlig skudt i vejret, fordi det er lykkedes Hasle Skole at tiltrække flere af distriktets elever end tidligere. Ifølge tal fra Børn og Unge, Aarhus Kommune, er den såkaldte egenskoleandel steget med 13,7 pct.point fra 2011 til 2019, hvor den lå på 50,4 pct.
Der er flere forklaringer herpå, fortæller skoleleder Ole Skov fra en bænk i skolegården, hvor elever af og til kommer hen og hilser på ham. Skolen har gjort sig umage med at pleje sit image i lokalområdet og styrke sine faglige tilbud. Desuden besluttede Hasle Skole for 10 år siden at blive en musikprofilskole, der sammen med Aarhus Musikskole tilbyder gratis undervisning i forskellige instrumenter, har opbygget et kor og holder koncerter.
Der er blevet højere til loftet.Ole Skov, skoleleder på Hasle Skole
»Det er den ting, der har betydet mest. Der er mange forældre, der gerne vil have, at deres børn dyrker musik,« siger Ole Skov.
Konsekvensen er, at skolen de seneste år har oprettet fire børnehaveklasser mod to for 10 år siden, og i dag har skolen ca. 710 elever mod omkring 400 i 2011, oplyser skolelederen.
»Det betyder, at vi ikke har plads til alle de elever, der kommer,« siger Ole Skov, der fortæller, at to ekstra klasselokaler, et nyt naturfagslokale og nye fællesarealer er på vej.
Løfter elever
Hasle Skoles distrikt dækker både villakvarterer og almene boligkvarterer med socialt udsatte. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet samt tænketanken Cepos formår Hasle Skole at løfte eleverne, så de får højere karakterer ved folkeskolens afgangseksamen, end det kunne forventes ud fra elevernes sociale og økonomiske baggrund.
Ifølge skolelederen er andelen af tosprogede og elever med udelukkende dansk baggrund fifty-fifty. Andelene af tosprogede kan få forældre i villakvartererne til at vælge privatskole eller andre skoler, konstaterer Ole Skov. Men han har, i takt med at huspriserne er steget i området, oplevet, at flere velstillede forældre er flyttet ind i villaerne, hvilket har øget opbakningen til skolen:
»Der er blevet højere til loftet. Veluddannede vil gerne have, at deres børn lever og vokser op i miljøer, der ligner omverdenen.«
Med sine 27 års erfaring som skoleleder på Hasle Skole er han ikke bleg for at sende gode råd til andre skoler i vestbyen: at finde en profil, der kan gøre dem kendte, have styr på værktøjskassen og have en klar politik for opførsel.
Børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) mener, at de øvrige vestbyskoler kan tage ved lære af Hasle Skole.
»Det er virkelig imponerende, fordi det er svært at vende en sådan udvikling. En del af historien er, at Ole er meget rutineret og vellidt, men det er ikke hele forklaringen. Hvis børnefamilier beslutter sig for at bakke op om den lokale folkeskole, og den snebold begynder at rulle, kan det gå stærkt.«
Afspejler samfundet
Det er netop, hvad den 37-årige Anja Nymann har gjort. Hun står uden for skolen og venter på sin datter Vigga, der går i 0. klasse og netop har fået fri. Anja Nymann købte et hus i Kalenderkvarteret i 2010. Hun hørte, at Hasle Skole var under forandring, og at Ole Skov var en god skoleleder. Anja Nymann vil gerne støtte lokalmiljøet og indskrev først sønnen Hugo, der går i 2. klasse.
»Vi kan godt lide, at der er diversitet – at den klasse, vores børn går i, afspejler samfundet og ikke en eller anden skabelon, man synes bedst om i en privatskole,« siger Anja Nymann, der er sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital.
Hun tilføjer:
»Der er også en dejlig skolevej, så børnene selv kan cykle hjem.«