Skoler mister grebet om eleverne i deres nabolag
Færre vælger den lokale folkeskole end tidligere, og det bekymrer politikere og en forældreorganisation.
Folkeskolerne i Aarhus har fat i færre af eleverne i deres skoledistrikt end før i tiden.
Fra 2011 til 2019 er den såkaldte egenskoleandel faldet med 1,3 pct.point, således at byens folkeskoler gennemsnitligt underviser 63,2 pct. af eleverne i distriktet. Det viser en opgørelse fra Børn og Unge, Aarhus Kommune.
Andelene spænder lige fra 23 pct. til 88 pct. Det fik i marts Socialdemokratiet til at sende et forslag til byrådet om, at Børn og Unge skal lave en strategi for at få flere til at vælge den lokale folkeskole.
Vi skal reagere nu.Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører.
»Det bunder i, at vi synes, at folkeskolen er blandt de vigtigste institutioner i vores samfund. En stærk folkeskole er en forudsætning for læring og udvikling af vores børn og unge og et sted, hvor de møder hinanden på tværs af baggrunde. Derfor er det også bekymrende, når egenskoleandelene falder nogle steder, og vi skal reagere nu,« siger Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører.
Børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) er helt enig:
»Grundtanken med folkeskolen er at have en stærk lokal skole, der giver sammenhængskraft og et bedre lokalsamfund. Det er klart, at hvis egenskoleandelen bliver for lav, udfordres den grundtanke. Andelen er også et udtryk for, om forældrene i lokalsamfundet opfatter skolen som attraktiv.«
Hos Skole og Forældre Aarhus, der organiserer skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, siger formand Cecilie Harrits om udviklingen:
»Vi arbejder for en stærk folkeskole, fordi vi tror på, at den er et vigtigt fællesskab for børnene og for samfundet. Derfor er vi selvfølgelig bekymrede, når vi hører, at lidt færre forældre vælger den lokale folkeskole.«
Ni skoler har oplevet et fald på over 10 pct. i egenskoleandelen, og dem har Thomas Medom har bedt om en orientering om.
Hasle Skole skiller sig positivt ud, da langt flere lokale - 13,7 pct.point -vælger skolen end før. Ifølge skoleleder Ole Skov har skolen vendt udviklingen ved at fokusere på musik, lige som forældrene i nabolagets villakvarterer i højere grad vil have, at deres børn vokser op i miljøer, der ligner omverdenen.