Fortsæt til indhold
Aarhus

Borgere står i kø for at hjælpe i Silkeborg

300 har foreløbigt meldt sig og stiller sig til rådighed som medarbejderreserve i coronaberedskabet i Silkeborg.

Borgere i Silkeborg står nærmest i kø for at komme på lynkurser, der kan gøre dem i stand til at være en del af kommunens nødberedskab og hjælpe Silkeborg i kampen mod corona.

Det skriver Silkeborg Kommune i en pressemeddelelse.

Her har 300 silkeborggensere meldt sig under fanerne, hvis smitten med coronavirus for alvor får fat og udgør en fare for det lokale sygehusvæsen.

De tilmeldte vil efter et lynkursus på en til fem dage stå til rådighed til sygeplejeopgaver samt praktisk og personlig hjælp til borgere på plejecentre, i hjemmeplejen, på bosteder eller andre områder primært inden for sundhed- og omsorgsområdet.

Fysioterapeuter som chauffører

Adskillige af medarbejderne har allerede fået et lynkursus og er derfor ansat i nye funktioner i nødberedskabet.

F.eks. er der rengøringsmedarbejdere, som normalt gør rent på skoler, daginstitutioner eller andre af kommunens bygninger, begyndt at gøre rent på plejecentre og frigør dermed sosu-medarbejdere til plejeopgaver. Ligesom at to fysioterapeuter og en kostvejleder nu fungerer som chauffører, der bringer værnemidler rundt.

Godt og vel 200 af de 300 tilmeldte, arbejder allerede i Silkeborg Kommune i andre jobs, mens de resterende borgere, har meldt sig til via Silkeborg Kommunes hjemmeside, eller er elever og studerende fra sundhedsskolerne samt efterlønnere og seniorer fra bl.a. FOA.

60 nye medarbejdere på en uge

Ifølge kommunen kommer de tilmeldte til at udfylde de funktioner, de kan oplæres i på kortest mulig tid. Derfor er det forskellige fag, der undervises i afhængig af opgaver og uddannelsesbaggrund, og lynkurserne og oplæringen varer fra én og op til fem dage afhængig af, hvor meget den enkelte skal oplæres.

Lynkurserne foregår online og man bliver bl.a. undervist i hygiejne, medicinhåndtering, hvordan man bruger værnemidler, og hvordan man yder personlig pleje.

Kommunen oplyser, at man forventer at mindst 60 personer bliver uddannet og oplært i et lynkursus i den kommende uge.

Lynuddannelsen af ekstra medarbejdere til nødberedskabet betyder, ifølge Silkeborg Kommune, at man er så klar, som det er muligt at blive, hvis hospitalerne begynder at udskrive markant flere patienter til kommunerne eller hvis sygefraværet blandt kommunens medarbejdere begynder at stige.