Østjyske kommuner søger corona-assistance
Flere østjyske kommuner har forudset, at de får et behov for ekstra sundhedsfaglig og pædagogisk hjælp i den aktuelle corona-situation.
Flere østjyske kommuner søger nu hjælp hos borgere med sundhedsfaglige eller pædagogiske kompetencer. Blandt dem er Aarhus Kommune, Silkeborg Kommune og Odder Kommune. Derudover har Region Midtjylland gjort det samme.
Det gør de, fordi man forudsiger, at der bliver et øget behov for ekstra sundhedsfaglig og pædagogisk arbejdskraft i forbindelse med den aktuelle situation med coronavirus.
Kommunerne opfordrer også studerende, pensionister og tidligere vikarer til at melde sig.
Hvis man har lyst til at hjælpe og melde sig til i Aarhus Kommune, kan det gøres her.
Uddannelsesbaggrund ligegyldig
I Silkeborg Kommune er man gået skridtet videre. Her opfordrer man alle, uanset uddannelsesmæssig baggrund, til at melde sig under fanerne. Her har man særligt brug for hjælp på plejecentre og sociale tilbud.
Dog frygter man også, at sygehusene på et tidspunkt bliver så pressede, at man er nødt til at udskrive patienter til kommunernes hjemmepleje og midlertidige pladser, samt at større grupper af medarbejdere bliver syge. Til den tid bliver der brug for al den hjælp, man kan få.
Silkeborg Kommune oplyser også, at den sørger for, at man som frivillig medarbejder får den nødvendige oplæring og bliver undervist i hygiejne, medicinhåndtering, hvordan man bruger værnemidler, og hvordan man yder personlig pleje.
Borgere, der melder sig, vil blive ansat som timelønnede vikarer og kommer til at modtage overenskomstmæssig løn.