Restauratør med takeaway: »Vi er rørte over folks opbakning«
Restauranter holder gryden i kog med takeaway. Horesta: Kunderne viser solidaritet i en svær tid.
»Vi er overvældede, glade og stolte,« fastslår restauratør Rita Laustsen.
Efter en uges nedlukning af Restaurant Kohalen i Jægergårdsgade i Aarhus er driften vendt helt rundt. Siden mandag har forretningen i stedet været baseret på at sende stegt flæsk, stjerneskud, bøfsandwich og pariserbøf ud af huset, og værtsparret Rita og Jes Laustsen oplever stor interesse for Kohalens nye takeaway-koncept.
»Det er nye kunder, men også vores faste gæster, som er vant til at komme her, der bakker os op nu. Vi kan slet ikke følge med efterspørgslen,« fortæller hun.
Restaurationslokalet, hvor gæsterne normalt sidder med hvide duge og stearinlys på bordene, fungerer nu som lager. Der er ikke den sædvanlige kundekontakt. Den færdigpakkede, varme mad stilles på et bord med en flaske håndsprit og en dankortterminal.
»Tak for mad«
»Folk kommer ikke ind, men de sender os søde hilsener og skriver ”tak for mad”, og at de savner hyggen, så vi har stadig lidt kontakt,« fortæller Rita Laustsen.
Fredag var der bestilt 320 kuverter ud af huset, og det har sat køkkenet under et enormt pres, betror køkkenchef Rasmus Øe Nielsen.
»Det er fuld skrue fra tidlig morgen til omkring kl. 22. Vi sylter, laver ristede løg og former bøffer, så vi er godt forberedt,« fortæller han.
»Logistikken med bl.a. pakning af maden er en særlig udfordring. Derfor er vi begyndt at fordele kunderne i 15 minutters intervaller, hvor de kan hente, så vi også kan håndtere det sikkerhedsmæssigt.«
Madkasser på paller
Råvarer skal også købes ind – bl.a. blev der i ugens løb bestilt 100 kilo ekstra rødbeder – ligesom paller med madkasser er blevet leveret i flere omgange.
»Det er vildere, end vi overhovedet havde kunnet håbe. Der er mest pres på aftensmad, så vi reducerer åbningstiden til kl. 16-20. Vi skal også have noget nyt på menukortet, så stamkunderne kan få lidt variation i maden,« siger Rasmus Øe Nielsen.
Det aarhusianske madunivers Mib, som leverer mad ud af huset fire steder i byen, oplever ifølge restauratør Martin Ib et decideret opsving.
»Det kan godt virke grotesk, at man prøver at lave en lukrativ forretning på sådan en krise. Det er der ingen, som har det godt med, men alle gør, hvad de kan for at holde på noget personale og overleve,« vurderer han.
Udsolgt hver dag
Han håber, folk fortsat vil bakke op om restaurationsbranchen.
»Jeg kan da godt have en lille frygt for, at det i længden har en økonomisk begrænsning. Folk, som har mistet deres arbejde, kan ikke både betale deres regninger og købe takaway.«
Folkebistroen i Odder har de seneste dage suppleret sin sædvanlige grillmenu med færdigretter, som kunderne selv kan varme op.
»Det er gået rigtig godt. Vi har haft udsolgt hver dag. Folk er simpelthen så glade, så det gør vi igen i næste uge, hvor vi også udvider med smørrebrød,« fortæller medejer Jesper Østergaard.
Pressede familier
Han fornemmer, at mange familier er pressede i øjeblikket og derfor springer madlavningen over.
»Folk har nok at se til med hjemmearbejde, hjemmegående børn og deres skole, så det er nok en god hjælp at kunne hente noget mad i denne tid,« mener han.
Ifølge formand for Horesta Region Midtjylland, Jakob Beck Wätjen, er der generelt stor opbakning til restauranter, som forsøger at komme igennem krisen ved at levere mad ud af huset.
Folk viser solidaritet
»Der er mange følelser i vores branche, så folk vil gerne vise deres solidaritet, når en restaurant melder ud, at den har behov for hjælp i den her situation. Jeg forestiller mig også, at folk måske forkæler sig selv med lidt god restaurationsmad i denne underlige og lidt triste tid,« siger Jakob Beck Wätjen, der understreger, at takeaway for de fleste restauranter ikke kan kompensere for de enorme tab, restaurationsbranchen lider nu.
»Det kan hjælpe med at holde gryden i kog, men omsætningen fra drikkevarer er væk, og det er svært at sælge en dessert ekstra, eller en kaffe og cognac efter middagen,« siger han.