Demonstration mod byggeri på Rolighedsvej
Netværket Med Hjerte for Aarhus indkalder til demonstration mod Risskov-byggeri forud for byrådsmødet onsdag.
En række borgeres utilfredshed med planer om at udstykke en grund på Rolighedsvej i Risskov bliver manifesteret onsdag kl. 15 foran Aarhus Rådhus, hvor netværket Med Hjerte for Aarhus har indkaldt til demonstration.
Netværket, der omfatter otte fællesråd og seks borgerforeninger, skriver på en løbeseddel, at demonstrationen skyldes frygten for, at fremgangsmåden i sagen om Rolighedsvej vil underminere borgernes tillid og fællesrådenes indflydelse:
»Vi frygter, at denne usaglige måde at udarbejde lokalplaner på bliver præcedensskabende og fremover forsøgt brugt som begrundelse for ønsker om lignende bygge- og udstykningssager, der tilsidesætter grundlæggende forvaltningsprincipper,« hedder det i løbesedlen om demonstrationen.
Aarhus Byråd skal på sit møde onsdag kl. 16 behandle lokalplansagen om byggeriet på Rolighedsvej, og det ventes, at et flertal bestående af bl.a. Socialdemokratiet og Venstre vil beslutte at sende lokalplanforslaget i fire ugers høring. Teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V) støtter projektet, og teknisk ordfører Ango Winther (S) sagde i JP Aarhus mandag, at Socialdemokratiet også støtter byggeplanen, som ifølge partiet vil give en forskønnelse af et misligholdt område.
Enhedslisten, SF og De Radikale er modstandere af byggeplanen, og fællesrådene i netværket Med Hjerte for Aarhus er bl.a. utilfredse med, at et politisk flertal er klar til at vedtage en ny lokalplan, som tillader udstykning af grunden på Rolighedsvej, når der i den gældende lokalplan fra 2017 er fastslået, at der ikke må udstykkes.
De private ejere af Rolighedsvej 16A vil opdele grunden på ca. 3.000 kvm i to grunde, så der på den ene grund kan laves en tilbygning til den nuværende bygning kaldet Strandhuset, og på den anden grund skal der opføres en ny villa med tilhørende anneks.