Østjyske virksomheder har fuld fokus på klima
Østjyske virksomhedsledere ser store muligheder i grøn omstilling, og formand Anders Strange, DI Østjylland, ser masser af muligheder for øget afsætning og eksport.
Miljø og bæredygtighed er et af de helt store fokusområder for lokale virksomheder. Ifølge DI Østjylland vil grøn omstilling komme til at fylde rigtig meget allerede i år.
»Mange har allerede arbejdet med det i en årrække, og Danmark er på mange områder et foregangsland. Men der er et vindue nu, hvor vi kan komme til at arbejde med klimamål, CO2-reduktion og bæredygtighed i virksomhederne på en helt anden måde, end vi kunne tidligere,« fastslår formand Anders Strange, DI Østjylland.
»Hvis man ikke allerede gør det, er det nu, man skal kigge ud over Danmarks grænser. Det bliver superspændende at se, hvor langt vi kan bringe det. Selv om det er lidt gråt udenfor, er det alligevel grønt,« siger han.
Vi kommer til at se virksomheder, hvor deres nuværende forretningsmodel ikke vil være bæredygtig om blot 3-5 år, og det vil få fatale konsekvenser.Peer Leth, direktør, Troldtekt i Tranbjerg
DI Østjylland har sammen med JP Aarhus spurgt en lang række østjyske virksomhedsledere om deres fokus på grøn omstilling her på kanten af 2020. Svarene tegner et billede af et erhvervsliv, som har øjnene stift rettet mod klima, og hvor der investeres mange penge i bæredygtighed og grøn innovation.
Reduceret klimaaftryk
Mejerikoncernen Arla satte i fjor som målsætning at mindske landmændenes C02-aftryk med 30 pct. per kilo mælk i 2030, mens hele kæden fra ko til køledisk skal være helt CO2-neutral i 2050.
»Vi har allerede reduceret vores klimaaftryk med 30 pct. siden 1990. Nu vil vi gøre det tre gange så hurtigt,« fortæller landechef Jakob B. Knudsen.
Hos pladebearbejdningsvirksomheden L-Tek A/S i Allingåbro er adm. direktør Palle Martin meget bevidst om, at affaldssortering og genanvendelse er vejen til øget omsætning.
»Vi kan se, at de kunder, der bevidst arbejder med forbedring af klima- og miljøaftrykket, er dem, der er i vækst. Og det forholder vi os naturligvis til ved også at tilpasse os den dagsorden,« fortæller han.
Eksplosiv udvikling
Direktør Peer Leth, Troldtekt i Tranbjerg, oplever en »eksplosiv udvikling« på miljøområdet, og han forudser, at virksomheder, som ikke allerede er i fuld gang med at udvikle klimavenlige løsninger, vil blive truet på deres eksistens i løbet af få år.
»Vi kommer til at se virksomheder, hvor deres nuværende forretningsmodel ikke vil være bæredygtig om blot 3-5 år, og det vil få fatale konsekvenser.«
Ifølge adm. direktør Lars Nonbye hos folieproducenten Ole Nonbye A/S, Odder, er den største udfordring, at nogle af virksomhedens største underleverandører kommer fra lande, der har meget lidt fokus på miljø.
»Vi presser på alt det, vi kan, og håber, at bæredygtighed kommer højere og højere op på deres produktudviklingsliste. I 2020 tror jeg også, at vi kommer til at vælge flere underleverandører fra alene på grund af deres manglende miljøfokus.«