Farvel til musikhuset i Aarhus og goddag til »en masse bøvl« i Vejle
Den kunstneriske chef for Musikhuset Aarhus, Mette Kier, sagde onsdag farvel til sin arbejdsplads i Aarhus. Torsdag begynder hun som direktør for Vejle Musikteater.
»Nå, lige pludselig står man der og er kunstnerisk chef.«
Det var direktøren for Musikhuset Aarhus, Jan Christensen, ikke helt parat til, heller ikke helt tilfreds med, men sådan er det blevet, efter at den hidtidige kunstneriske chef, Mette Kier, har sagt ja til et nyt job som direktør for Vejle Musikteater.
Det begynder hun på torsdag kl. 9 med morgenmad sammen med sine nye medarbejdere.
Onsdag havde hun derimod sat af til at sige farvel og virkelig mange tak til medarbejdere og samarbejdspartnere i musikhuset, hvor hun har arbejdet de seneste ni år.
Det skete med både sang, taler, tårer og kram, herunder ordene fra Jan Christensen, som dog har sat gang i at finde en ny programchef, der – som det hedder i jobopslaget – med et årligt programbudget på 60 mio. kr. og et marketingbudget på næsten 10 mio. kr. har til opgave at udvikle oplevelsen, programmet, samarbejdet med andre kulturinstitutioner, kommunikation og marketing, musikhusets image og dets medarbejdere.
100.000 musicalbilletter
Det er Mette Kiers fortjeneste, at musikhuset er blevet et hus for alle, og at alle kan opleve musicals i Aarhus i stedet for at skulle andre steder hen, sagde Jan Christensen til ikke bare hende, men også sine medarbejdere, for de næste ni måneder spiller fire store musicals i huset, og der kunne han bare sige, at det skal der sælges 100.000 billetter til.
»Men det kan lade sig gøre, det siger Mette,« sagde han, der samtidig udtrykte undren over, at Mette Kier havde ambitioner om at blive direktør i sit eget musikhus.
»Er du klar over, hvor meget bøvl det er? F.eks. når ens kunstneriske chef siger op, og man skal stå at sige en masse ord, som ikke findes i handelshøjskolens vokabularium,« sagde han.
Jan Christensen og Mette Kier har været på flere rejser sammen for at finde de rigtige forestillinger og stjerner af både national og international karakter, og for at lade sig inspirere af, hvad der sker i verden uden for Aarhus, og det har de gjort ud fra en devise om, at »vel stjålet er halvt fuldendt,« fortalte han.
Tovholder
Mette Kier, der er 56 år og er uddannet cand. mag. i æstetik og kultur og har en bachelor i dramaturgi, bor i Risskov med sin mand, møbelarkitekt Anders Nørgaard. Parret har to voksne drenge.
Hun kom til musikhuset efter at have arbejdet for TV 2, Aarhus Festuge og MCH Messecenter Herning Kongrescenter. I musikhuset har hun haft ansvar for at styrke husets profil, så det kunne trække flere publikummer, tilbyde unikke oplevelser og se til, at økonomien samtidig hang sammen.
Hun har også været den store tovholder i det program for næste sæson, som musikhuset præsenterer torsdag. I Vejle starter Mette Kier helt i sin egen ånd med masser af musik – bl.a. Anne, Sanne og Lis, Karl William, Queen Machine og D-A-D.