Fortsæt til indhold
Aarhus

Boligforening stemte ja til nedrivningsplan

Med 50 stemmer for og 44 imod vedtog repræsentantskabet i Brabrand Boligforening omstridt plan for Gellerup og Toveshøj.

Modstanden fra Gellerupparken, Toveshøj og andre afdelinger under Brabrand Boligforening (BB) var ikke nok til at få dumpet boligforeningens nedrivningsaftale med Aarhus Kommune.

50 medlemmer af BB’s repræsentantskab, der består af medlemmer fra boligforeningens 25 selvstændige afdelinger, stemte sent mandag aften på et ekstraordinært møde på Scandic Aarhus Vest således for den såkaldte udviklingsaftale for Gellerup og Toveshøj. 44 stemte imod.

Efter min opfattelse var ingen glade for resultatet.
Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening

»Det er et resultat, som på fornuftig vis afspejler den triste situation, boligforeningen er blevet bragt i, hvor vi stod over for et valg mellem to muligheder, der ikke er rare. Det gik som det gik, og det udgangspunkt må vi nu arbejde ud fra,« siger Keld Albrechtsen, formand for BB og tilføjer:

»Efter min opfattelse var ingen glade for resultatet, der jo indebærer nedrivning af 600 boliger, men flertallet mente, at alternativet sandsynligvis ville blive endnu værre.«

Formanden henviser således til, at boligforeningen ifølge et oplæg til repræsentantskabet vil være ringere stillet, hvis der var blevet stemt nej. Bl.a. mener BB, at der i så fald bl.a. ville være en risiko for, at genhusningsforholdene ville blive forringet, og at flere boliger ville skulle rives ned.

Kommunens og boligforeningens plan indebærer bl.a., at der skal rives syv blokke svarende til 400 boliger ned i Gellerupparken samt 200 boliger i Toveshøj, hvor der endnu ikke er sat antal og navn på blokkene.

Nedrivninger af blokke var den store knast i forhandlingerne, hvor Aarhus Kommune stod fast på et byrådsflertals aftale om, at der i Gellerup/Toveshøj som følge af Folketingets ghettoplan skal rives ni blokke ned, mens én skulle omdannes, hvilket svarede til 720 boliger. På den anden side af forhandlingsbordet foreslog Brabrand Boligforening at rive tre blokke ned og sælge to svarende til i alt 400 boliger.

Selv om boligforeningen nu har godkendt aftalen, er det med stor modvilje mod nedrivningerne, fremgår det af en udtalelse, som repræsentantskabet vedtog:

»Nedrivninger af boliger og tvangsflytning af udsatte borgere løser ingen problemer. Derfor tager vi afstand fra den såkaldte ghettolovgivning i almindelighed og fra Aarhus Byråds nedrivningsplan i Gellerup og Toveshøj i særdeleshed,« hedder det sig i udtalelsen, som forklarer, hvorfor et snævert flertal alligevel stemte for.

»...alene fordi alternativet er en trussel om en statslig overtagelse af området, formentlig endnu flere nedrivninger, og at yderligere flere tusinde mennesker skulle miste deres hjem.«

God tone

Keld Albrechtsen understreger, at der var en god tone under debatten om udviklingsplanen, inden der blev foretaget en skriftlig afstemning. Trods det tætte resultat afviser formanden, at boligforeningen nu er splittet:

»Det er ikke mit indtryk efter mødet. Men det er en boligforening, der er ked af det. Jeg opfatter signalet fra begge sider, at nu skal vi gøre det så godt, som vi kan for vores beboere. Vi skal i fællesskab få det bedst mulige ud af aftalen med kommunen og lave en plan om genhusning og renoveringer.«

Lignende forsonende toner lyder fra Abdinasir Jama, formand for Gellerupparken, der er BB’s største afdeling, som har været indædt modstander af nedrivninger.

»Det kan godt være at stemmetallet er splittet, men vi lagde vægt på, at der ikke skal være splittelse. Fordi uanset om man er imod eller for, er det ikke ensbetydende med, at man ikke er solidarisk. Og vi havde det også godt efter mødet, hvor vi hilste på og smilede til hinanden,« siger formanden, der nu vil arbejde på at få reduceret antallet af nedrivninger og hjælpe de beboere, som mister deres boliger.

Ifølge Abdinasir Jama stemte Gellerupparkens 13 stemmeberettigede medlemmer af repræsentantskabet, samt Toveshøjs syv og Skovgårdsparkens fem medlemmer imod planen.

Selv om Abdinasir Jama har valgt en konstruktiv tilgang til det kommende forløb, lægger han ikke skjul på, at han mener, at det bedste for boligforeningen havde været at stemme imod:

»Man skal skulle have stemt nej for at kunne få en bedre mulighed og dialog med Boligministeriet. Men der har været en hel del skræmmekampagner og en risikoanalyse.«

Gellerupformand: Mulighed hos minister

Abdinasir Jama vurderer, at et nej ville have betydet, at byrådet, der skal godkende planen i dag, ville sende denne videre til Transport-, By- og Boligministeriet, hvorefter den ville komme i høring hos boligforeningen, som således ville få en ny mulighed for at stemme om den. Og muligvis ville ende med en mere spiselig udgave, idet han har set et notat fra ministeriet om, at ghettoloven også kan indfries ved, at blokke bliver omdannet til ældre- og studieboliger frem for at rive dem ned.

»Jeg tror, ministeren ville sige, lad os prøve at gøre alle glade,« konstaterer Abdinasir Jama, der fremførte sine argumenterer i et oplæg på mødet.

Selv om Keld Albrechtsen langt fra er begejstret for aftalens nedrivninger, fastholder han, at risikoen var for stor ved at stemme nej og sætte sin lid til den kommende boligminister.

»Min og andres vurderinger var, at det var næppe sandsynligt, at vi kunne få en plan, der var bedre, men snarere en risiko for, at den var væsentlig værre.«

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over, at et flertal i repræsentantskabet har stemt for planen.

»Det, tror jeg i sagens natur, er det rigtige at gøre, selv om det er en svær beslutning,« siger borgmesteren, der mener, at fokus nu skal ligge på, at de berørte beboere får hjælp.

»I første omgang at få besvaret de spørgsmål, der opstår og i anden omgang, at de får et nyt godt sted at bo,« lyder det fra Jacob Bundsgaard, som i den kommende tid vil have sat »fuld tryk« på udviklingen i Gellerup/Toveshøj.

Planen skal sendes til Transport-, By- og Boligministeriet inden den 1. juni 2019.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anett S. Christiansen, formand for Toveshøj.