Fortsæt til indhold
Aarhus

Visitaarhus-chef udvalgt til Det Nationale Turismeforum

Erhvervsministeren har peget på Peer H. Kristensen, direktør i Visitaarhus, som en del af det hold, der skal styrke og styre den nationale indsats for at styrke turismen frem mod 2022.

Erhvervsministeriet har nedsat holdet, der skal udvikle og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark fra 2019 til 2022. En af de udvalgte er direktøren i Visitaarhus, Peer H. Kristensen, der bl.a. vil arbejde for at skabe såkaldte »decentrale trampoliner« for væksten i dansk turisme.

»Jeg ser meget frem til at medvirke til et stærkere, resultatskabende turismefremmesystem. Med det mål for øje kommer jeg til at holde fokus på de nye decentrale destinationsselskaber og bringe dem i spil som nye vækstdrivere for dansk turisme,« udtaler Peer H. Kristensen i en pressemeddelelse.

Det Nationale Turismeforum spiller en central rolle i at forenkle det offentlige turismefremmesystem.
Rasmus Jarlov (K), erhvervsminister

Peer H. Kirstensen har lokalt stået i spidsen for et markant østjysk turismefremstød, der over en kortere årrække næsten har fordoblet antallet af overnatninger i området. Desuden er der skabt international opmærksomhed om Danmarks næststørste by – bl.a. da Aarhus og regionen var europæisk kulturhovedstad i 2017.

Smidig koordinering

Det Nationale Turismeforum skal først og fremmest udvikle en mere smidig koordinering af de fælles bestræbelser for at fremme turismen. Til at løse opgaven har erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) indhentet nogle af landets stærkeste turismeprofiler.

»Det Nationale Turismeforum spiller en central rolle i at forenkle det offentlige turismefremmesystem. Jeg er derfor rigtig glad for at kunne udpege en række kompetente medlemmer, der kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng i den offentlige turismefremme til gavn for både turisterne og virksomhederne i Danmark,« sagde Rasmus Jarlov ved præsentationen af de nye medlemmer af Det Nationale Turismeforum.

Undgå overlap

Med ændringen af lov om dansk turisme fra december 2018 skal forummet arbejde målrettet for at skabe sammenhæng i den offentlige turismefremmeindsats og undgå, at de forskellige lokale og regionale aktiviteter overlapper hinanden.

Det Nationale Turismeforum blev oprettet i 2015 og består af repræsentanter for turismeerhvervet, kommunerne, turismeforskningen, de største offentlige turismefremmeorganisationer og Erhvervsministeriet.