Det Jyske Kunstakademi beder kommunen om flyttehjælp
Det Jyske Kunstakademi har brug for hjælp fra Aarhus Kommune for at komme ud af lokalerne i Mejlgade og kunne fortsætte driften.
Hvis det står til rektor for Det Jyske Kunstakademi Judith Schwarzbart, skal akademiet flytte for at sikre stedets fremtid. Derfor var hun onsdag til møde med kulturudvalget i Aarhus Kommune.
»Vi er i en ejendom, der er ved at falde sammen, og vi har ikke økonomi til at vedligeholde den. Derfor har vi brug for at finde en løsning. Helt grundlæggende ønsker vi at flytte til nogle mere passende omgivelser, som lever op til den funktion, vi har,« forklarer hun.
I mere end 50 år har Det Jyske Kunstakademi holdt til i Mejlgade, hvorfra det uddanner billedkunstnere, der kommer fra alle dele af landet. Men ifølge rektoren er lokalerne altså ikke længere tilstrækkelige, og uddannelsesstedet har de seneste mange år haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen med den støtte, som stedet på nuværende tidspunkt modtager.
Det handler ikke kun om vedligeholdelse af bygningen. Det handler også om, at vi hvert år er tættere og tættere på at lukke,Judith Schwarzbart, rektor på Det Jyske Kunstakademi
Det resulterer ifølge rektoren bl.a. i, at akademiet ikke har mulighed for at indsætte vikarer, hvis en underviser er syg, samtidig med at det mangler værksteder, hvor de studerende kan arbejde under optimale forhold og med den rette normering.
Uvis fremtid
Det Jyske Kunstakademi er en selvejende uddannelsesinstitution, og som det ser ud nu, finansieres stedet gennem tilskud fra Kulturministeriet, Aarhus Kommune og af eksterne midler.
I alt modtager modtager det 2,4 mio. kr. i støtte fra kommunen og 1 mio. kr. fra Kulturministeriet.
Men ifølge rektoren, er det altså ikke tilsvarende den funktion, som skolen løser.
»Det handler ikke kun om vedligeholdelse af bygningen. Det handler også om, at vi hvert år er tættere og tættere på at lukke, fordi vi ikke kan drive skolen for de midler, vi har nu. Så vil Aarhus mangle den professionelle kunstscene, der er i øjeblikket,« siger Judith Schwarzbart.
Ifølge Hüseyin Arac (S), næstformand i Kulturudvalget i Aarhus Kommune, er kultur og uddannelse vigtigt for kommunen. Han kan dog endnu ikke udtale sig om en eventuel løsning.
»Vi har modtaget informationerne fra uddannelsesstedet, og vi kigger selvfølgelig på sagen og ser på, om vi kan gøre noget for akademiet. Alle institutioner i Aarhus Kommune har betydning for byen. Vi vil meget gerne styrke kulturelle institutioner og de personer, som gør et stort stykke arbejde her,« forklarer han.
Betydning for byen
Rektor for Det Jyske Kunstakademi Judith Schwarzbart kan ikke oplyse, hvor stort et eventuelt tilskud skal være for, at kunstakademiets fremtid er sikret. Men hun håber, at uddannelsesstedet i samarbejde med kommunen kan finde en løsning, som kan sikre stedets fremtid.
»De studerende kommer fra hele landet, og hvis vi ikke finder en løsning, vil kunsterne forsvinde fra byen. En vis procentdel af vores studerende bliver boende i Aarhus og er med til at skabe et miljø, hvor borgerne kan eksperimentere med kreativitet på bl.a. skrift, lyd og meget andet. Det vil forsvinde, hvis vi er nødsaget til at lukke« siger hun.