Fortsæt til indhold
Aarhus

Lagkagehuset må sende ekspedienter hjem på grund af sure kunder

Vreden mod Lagkagehuset er ikke stilnet af efter uroen om omstridt rugbrød.

Kilde: TV2 Østjylland

Lagkagehuset i Aarhus kom i vælten, da bageriet ændrede opskriften på det såkaldte Aros-rugbrød med sure kunder til følge. Vreden kulminerede, da en kunde smed et rugbrød efter en af bageriets unge ekspedienter.

Siden har Lagkagehuset sat skilte op i forretningerne, hvor utilfredse kunde opfordres til at sende klager via e-mail frem for at lade det gå ud over de unge ekspedienter. Det har ikke hjulpet, skriver TV2 Østjylland.

»Når der er piger, vi er nødt til at sende hjem fra arbejde, fordi de har fået en overhaling, der gør, at de nærmest ikke tør ekspedere den næste kunde, der kommer ind, så er jeg som leder nødt til at tage skarpt afstand fra det,« siger Michael Spottag, der er bagermester hos Lagkagehuset Langenæs til TV2 Østjylland.

Caroline Pagliae er ekspeident i bageriet og har en oplevelse af, at kunderne forsøger at finde selv de mindste fejl. Det har derfor krævet ekstra mod at møde på arbejde.

»Man bliver da lidt ked af det, og jeg plejer ellers ikke at være typen, der lader sig gå på. Men man kan ikke lade med at blive påvirket, når der sker sådan noget,« forklarer hun.