Fortsæt til indhold
Aarhus

Kan letbanen ikke køre i frostvejr?

Efterårets løvfald gav problemer for letbanen. Det samme gør vinterens frost. Løsningen er gennemkørende nattog uden passagerer.

Oktobers løvfald spændte ben for letbanen, for de tunge Tangotog skøjtede rundt i regnvåde, nedfaldne blade på skinnerne, når de skulle forcere Nørrebrogades og Randersvejs stigninger.

Efter efterår kommer vinter, og den årstid er letbanen heller ikke gode venner med.

Det er vel ikke så meget anderledes end saltvogne på vejene om natten.
Jens Velling, kommunikationschef ved Aarhus Letbane

Mandag var der pauser i letbanens drift, da togene ikke kunne få den nødvendige strøm fra køreledningerne på grund af nattens og morgenens frostvejr.

»Hvis der er is mellem togets strømaftager og kørestrømsledningen, er der ikke kontakt nok til, at toget får den nødvendige strøm. Det er et mekanisk problem, og ligesom sidste år kører vi fremover nogle ture om natten, så man sørger for, at kablerne er fri for is,« siger Jens Velling, kommunikationschef ved Aarhus Letbane.

Vil I så køre med tomme tog hver nat hele vinteren?

»Nej, det er kun, når vejrudsigten siger, at der er udsigt til kraftig rimfrost,« siger Jens Velling.

Hvor mange tog sender I igennem om natten?

»Det kan være et enkelt tog.«

Er det nødvendigt at sende tog igennem hele strækningen for at fjerne is og rimfrost?

»Det er vel ikke så meget anderledes end saltvogne på vejene om natten, når der er udsigt til kraftig frost. Desuden skal man tænke på, at det er en ret kort periode, vi skal dække, da det sidste letbanetog kører ca. 00.30 og det første letbanetog ved 05-tiden,« siger Jens Velling.

Vil beboere langs strækningen blive generet af nattogene?

»Det har vi aldrig hørt som et problem,« siger Jens Velling.

Ud over problemerne med is havde Aarhus Letbane mandag tekniske problemer med et andet tog, og det betød aflysninger og forsinkelser, som det også skete to gange i sidste uge med to påkørsler. Den første var tirsdag, da en 42-årig mandlig cyklist kørte ud foran letbanetoget ved Dokk1, og torsdag gik en 20-årig kvinde tilsyneladende over før rødt og lige ud foran letbanetoget ved 7-tiden om morgenen i krydset Randersvej og Ringgaden.

Ved begge påkørsler måtte letbanetog tages ud af drift, som det er standard, og i de situationer har Aarhus Letbane haft problemer med for få tog, fordi det kun er de såkaldte Tangotog, der er godkendt til at køre på Odderbanen. De såkaldte Variobahntog, der udgør 14 af Aarhus Letbanes 26 tog, kan derimod ikke indsættes som reservetog på Odder-strækningen, da de ikke er godkendt til den strækning endnu - men den godkendelse er på vej.

»Vi forventer, at Variobahntogene bliver godkendt til Odder-strækningen inden nytår, og det vil betyde, at vi slipper for de situationer, hvor vi mangler reservetog,« siger Jens Velling.