Fortsæt til indhold
Aarhus

Northside 2019 åbner med tidligere lukketid og lavere lydniveau

Trods mange naboklager åbner næste års Northside også en torsdag. De første navne meldes ud i de kommende uger.

På trods af et rekordstort antal naboklager i år gentager Northside-festivalen næste år sin model med at åbne festivalen torsdag.

Men det bliver ikke en torsdag med musik til kl. 02.30, og heller ikke en torsdag med hård elektronisk musik på scenen om natten.

Det oplyser John Fogde, talsmand for Northside, efter møder med Aarhus Kommune.

Jeg forventer en løsning, som vil betyde, at musikken stopper tidligere om torsdagen.
Jørn Sønderkjær Christiansen, eventchef i Aarhus Kommune

»Vi er i dialog med kommunen og har fået tilladelse til at åbne om torsdagen i 2019, men vi fortsætter dialogen med kommunen om konsekvenser af de klager, der har været. Der er ikke taget en endelig beslutning om, hvad vi gør, men det vil få indflydelse på vores programlægning torsdag aften,« siger John Fogde og fortsætter:

»I år sluttede vi af med et temmelig hårdt technonavn, og det sker ikke i 2019. Dermed ikke sagt, at det bliver en strygekvartet, der afslutter, men vi er bevidste om, at der vil komme en reaktion, hvis vi sætter noget meget hård musik på igen som afslutning torsdag aften. Hvor vi lander, kan jeg ikke sige nu, men vi er bevidste om, at vi bliver nødt til at forholde os til de klager, der var, og det har vi også tænkt os at gøre.«

80 klager fra naboer

Årets festival blev afviklet torsdag den 7. juni til og med lørdag den 9. juni for op mod 35.000 gæster, og alle dage blev der spillet musik til kl. 02.30. Om torsdagen gik den canadiske elektroniske musiker og DJ Richie Hawtin på kl. 01.00.

Det kunne høres i nabolaget, og kommunen fik under og efter festivalen op mod 80 klager over især lydniveauet og sluttidspunktet mod 10-12 klager over Northside de foregående år.

Næste år vil sluttidspunktet om torsdagen også blive ændret, forventer John Fogde:

»Vi sluttede kl. 02.30 torsdag, og jeg kan ikke sige, hvornår vi slutter i 2019, men jeg har en forventning om, at det bliver tidligere end i år for at imødekomme klager. Til gengæld havde vi i år også en del gæster, der gik tidligt hjem torsdag, så vi vil til næste år programlægge, så vi holder på folk, men samtidig ikke er til unødig gene for omgivelserne,« siger talsmanden.

Kommunen forventer en løsning

Hos Aarhus Kommune er der også en forventning om en blødere torsdagsåbning af Northside i 2019, fortæller Jørn Sønderkjær Christensen, eventchef i Aarhus Kommune:

»Northside er et stort aktiv for Aarhus som musikby, og derfor bakker vi festivalen op, men vi oplevede i år en stigning i antallet af naboklager, bl.a. fordi festivalen begyndte torsdag i stedet for fredag, og derfor kigger vi på, hvad der kan gøres. Det er Teknik og Miljø, der behandler den konkrete myndighedsansøgning fra Northside, og vi indgår også i dialogen med Northside, og jeg forventer en løsning, som vil betyde, at musikken stopper tidligere om torsdagen i 2019, ligesom festivalen nok vil vælge noget knap så hård musik sent om torsdagen.«

En populær dag

Torsdagsåbning af festivalen er i øvrigt populært blandt publikum, viser Northsides egen publikumsundersøgelse, der laves af Epinion. Heri svarer 69 pct. af de adspurgte, at de foretrækker torsdagsåbent.

Festivalen i 2019 afvikles torsdag 6. juni til og med lørdag den 8. juni, og de første navne offentliggøres i de kommende uger, oplyser John Fogde. Billetsalget sættes i gang den 1. november.