Aarhus-milliardær vil bygge underjordisk "Earthroom" ved sit gods
Anders Holch Povlsen vil opføre en 2.100 kvadratmeter stor underjordisk bygning ved sit gods, Constantinsborg. Det skriver Finans.
Det er planen, at tilbygningen skal være på omkring 2.100 kvadratmeter. Projektet har navnet ”Earthroom” og skal bygges ind i en eksisterende skrænt i godsets have.
”Earthroom” vil bestå af to etager, der begge opføres under jorden. Det er tiltænkt, at de to etager vil bestå af køkken, badeværelser, medierum, vinkælder, tegneværelse og en såkaldt oplevelsessilo. Sidstnævnte er en kegleformet bygning, hvor planen er, at der skal være terapi og sanserum.
Det fremgår af en aktindsigt, Finans har fået i projektet, som Constantinsborg har arbejdet på i flere år. Constantinsborg ønsker ikke at kommentere sagen over for Finans.
Aarhus Kommune har netop givet projektet en såkaldt landzonetilladelse, og nu mangler blot en byggetilladelse fra kommunen, før projektet kan realiseres.
I den aktindsigt, Finans har modtaget, fremgår en række detaljer. Heriblandt at intet af projektet vil være synligt for offentligheden.
»Byggeriet er nedgravet og tildækket med jord, således at det kun vil være synligt fra havesiden. På denne måde forårsager byggeriet en minimal forstyrrelse af de eksisterende udsigter,« fremgår det.