DF beskylder Bundsgaard for »udenomssnak«
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) forklarer, hvorfor hans deltagelse i en frisørvideo ikke var en overtrædelse af kommunalfuldmagten.
Spørger man borgmester Jacob Bundsgaard (S) selv, er det både »legitimt og naturligt«, at han skaber opmærksomhed blandt lokale virksomheder, som han gjorde det i en reklamevideo med frisørsalonen Slikhaar.
Sådan lyder det i svaret på den 10-dages forespørgsel, som Dansk Folkeparti har sendt borgmesteren. Videoen blev efterfølgende lagt på Slikhaars officielle youtube-kanal ”Slikhaar TV”, der har 1,8 mio. abonnenter.
Jura-professor Sten Bønsing har tidligere slået fast overfor JP Aarhus, at borgmesterens medvirken i reklamevideoen er en overtrædelse af kommunalfuldmagten, fordi han dermed støtter en enkelt virksomhed.
Jacob Bundsgaard afviste, at der var tale om retsstridig markedsføring eller støtte til virksomheden, men videoen fik rådmand Jette Skive (DF) op af stolen. Hun sendte derfor en række uddybende spørgsmål til borgmesteren og spurgte bl.a., om han er enig i, at der er tale om en reklamevideo. Hun understregede, at videoen er set mere end 28.000 gange, hedder ”Mayor Edition”, at der præsenteres forskellige produkter fra virksomheden, og at dens logo fremgår under hele videoen.
»Det er udenomssnak«
I svaret vedholder borgmesteren sin afvisning om, at han har handlet forkert.
»Som en vigtig del af borgmesterens virke deltager han jævnligt i virksomhedsbesøg, firmaåbninger og i andre relationer med lokale virksomheder. Inden for de senere år er det blevet helt almindeligt, at der i forbindelse med sådanne besøg og events laves film og andre optagelse til brug for virksomhedens egne medieplatforme, herunder også sociale medier,« lød de første linjer fra borgmesteren.
Jette Skive kalder svaret »forventeligt« og »udenomssnak«.
»Jeg regnede med, at jeg fik et ”goddag mand økseskaft – jeg taler udenom”, og ”ork jeg er vant til at være ude at reklamere”. Men det her svarer ikke til, når han besøger andre virksomheder. Jeg har ikke set ham være ude ved en lille frisør og lave en stor video før. Det er usammenligneligt, men svaret er forventeligt. Så nu venter jeg på, hvad Ankestyrelsen siger, og så tager vi den derfra.«
Umuligt at skelne
Trods Jacob Bundsgaards afvisning, åbner han alligevel op for en diskussion om gråzoner pga. nye medier, som ifølge ham gør det umuligt at skelne mellem reklame og ikke-reklame.
»Vi har i de senere år konstateret en eksplosion i brugen af sociale medier, hvor film og fotos spiller en afgørende rolle, og hvor firmaers brug af medierne umuliggør den traditionelle skelnen mellem på den ene side markedsføring og ikke-kommerciel kommunikation på den anden side. På den baggrund åbner det mulighed for en diskussion om gråzoner med hensyn til ministres, borgmestres og andres medvirken i relation til reklameværdi etc.«
Efter sagen blev taget op af folketingsmedlem Susanne Eilersen (DF) og sendt til indenrigsministeren, er den nu endt på Ankestyrelsens bord. Jacob Bundsgaard afslutter brevet med at udtrykke tilfredshed over, at sagen blev sendt til ministeren.
»Så man ad den vej kan klarlægge det juridiske grundlag i sådanne sager og vurdere, om der måtte være brug for at udstikke klarere retningslinjer til kommunerne.«
Se hele videoen her: