Beboere: Beskyt gamle villaer mod nedrivning
Et af Aarhus’ ældste villakvarterer forsvinder, hvis ikke kommunen beskytter området mod nedrivninger, mener beboerne.
Det kræver en særlig beskyttelse fra byrådet, hvis de resterende villaer fra et af Aarhus’ første store villakvarterer skal sikres mod yderligere nedrivning.
Det mener beboerne i seks officersvillaer fra slutningen af 1800-tallet i hjørnet mellem Langelandsgade og Kaserneboulevarden. Beboerne fik i 2015 ikke medhold i indsigelser til Aarhus Kommune mod nedrivning af en af de gamle officersvillaer. Efterfølgende er der på grunden Langelandsgade 108 opført en etageejendom i tre etager med udnytter tagetage med mindre lejligheder, og bygherren JJ Ejendomme ApS har nu købt den bevaringsværdige nabovilla med henblik på nedrivning og opførelse af en ny etageejendom på op mod seks etager. Men hvis det sker, er ”Officerskvarteret” ødelagt, vurderer naboerne.
»Ånden i bymiljøet forsvinder, hvis nedrivningerne fortsætter. Der er ikke mange villaer tilbage i gadebilledet midt i Aarhus, men de er vigtige, hvis vi skal bevare åndehullerne i byen og give afbræk i de mange høje karrébyggerier i byen,« siger Christian Stenbro Eriksen, ejer af en af de bevaringsværdige villaer i området og talsmand for beboergruppen.
Foretræde for Teknisk Udvalg
Gruppen har netop haft foretræde for Teknisk Udvalg, som mandag skal behandle forslaget til Kommuneplan 2017. Beboerne i de gamle officersbygninger ønsker bl.a, at villaområdet bliver en del af kulturmiljøområdet Ø-gadekvarteret. Beboerne har samtidig foreslået, at den nye Kommuneplan 2017 skærper kravene til byggeri i ældre kvarterer med forskelligartet bebyggelse, så det eksisterende miljø i området kan bevares.
»Officerskvarteret har jo netop mange af de kvaliteter, som Aarhus Kommune efterspørger i den nye Kommuneplan. I villaerne bor der typisk flere familier, lige som her er en blanding af børnefamilier, ældre og unge, som deler de gamle haver,« siger Christian Stenbro Eriksen.
Formanden for Teknisk Udvalg, Camilla Fabricius (S), vil ikke konkludere på sagen før mødet i udvalget mandag.
»Men beboerne i området har en pointe i, at det er vigtigt at fastholde en sammenhængende by, hvor der også er plads til børn,« siger Camilla Fabricius.
Arkitekten og bygherren bag det planlagte byggeri på Langelandsgade 106 har ikke ønsket at kommentere sagen.