Ungarns Orban: EU er blevet taget som gidsel af et spekulantimperium
Ungarns kontroversielle premierminister erklærer Øst- og Centraleuropa for migrantfri zone.
Der er ikke meget, der tyder på, at Ungarn har tænkt sig at imødekomme kravet om at tage imod EU's kvoteflygtninge.
Således har premierminister Viktor Orban endnu engang understreget, at flygtninge og migranter ikke hører hjemme i Europa. I en tale i forbindelse med årsdagen for 1956-oprøret mod den sovjetiske besættelsesmagt erklærede han ifølge det tyske nyhedsbureau dpa Øst- og Centraleuropa for »migrantfri zone.«
Samtidig mente han, at EU er under voldsom indflydelse af udenforstående kræfter, når det gælder migrantspørgsmålet. Ifølge Orban er EU og særligt nogle af de vigtigste medlemsstater »taget som gidsler« af et »spekulantimperium,« som stod bag den seneste »invasion af indvandrere.«
For den store, forkromede plan er ifølge premierministeren at gøre Europa til et kulturelt set blandet kontinent.
»Vi er de eneste, som fortsat yder modstand,« lød det med henvisning til Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Polen, som alle har afvist flygtningekvoterne.
Viktor Orban satte ikke navn på spekulantimperiet, men de fleste mener at vide, at han henviste til den ungarskfødte amerikanske filantrop og rigmand George Soros, som har brugt millioner af dollars på projekter, der skal hjælpe flygtninge.
Soros er en omdiskuteret figur, for selv om han bruger en del af sine penge på godgørende projekter via demokratifonden Open Society Foundation, har han tjent sine milliarder på valutaspekulationer, der i visse tilfælde har skabt kriser i de lande, hvis valuta han har spekuleret i.
Orban og hans regering har erklæret åben krig mod Soros, som af udenrigsminister Peter Szijjarto er blevet kaldt en »national sikkerhedsrisiko.«
»Vi bør aldrig undervurdere den mørke sides magt,« sagde premierministeren ifølge den ungarske tv-kanal ATV om de unavngivne kræfter, som ifølge Orban altså står bag migrantinvasionen.
Mens både Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Polen har modsat sig at tage imod EU's kvoteflygtninge, var det blot Ungarn og Slovakiet, som gik til EU-Domstolen for at få ordningen kendt ulovlig og annulleret.
I september afgjorde domstolen dog, at fordelingen er lovlig.
Det fik EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos til at kræve handling fra de lande, som ikke imødekommer kravet - ellers ender de i retten. EU-Kommissionen tog i juli det andet skridt i den formelle traktatbrudsprocedure mod Ungarn, Polen og Tjekkiet, fordi de har undladt at overholde fordelingsaftalen.
Den tyske kansler, Angela Merkel har i et tidligere interview advaret om, at de lande, som afviser kvoteordningen, kan miste støttekroner fra EU.
»Hvis der ikke er solidaritet, når det gælder migration, så vil der heller ikke være solidaritet på andre områder. Og det vil være bittert for det europæiske sammenhold,« sagde Merkel til Frankfurter Allgemeine Zeitung.