Fortsæt til indhold
Europa

»Begrænset retræte og hårdt mod hårdt«

Det bliver kaldt både klogt og risikabelt, at statsministeren beholder en minister.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, kunne reagere på flere måder, da den borgerlige opposition, Alliansen, onsdag erklærede, at den ikke havde tillid til tre af hans ministre efter en it-skandale i transportstyrelsen.

Han kunne gå af og tage sin regering med. Han kunne udskrive nyvalg, han kunne afsætte de tre ministre eller vente og se, hvad der ville ske. Scenarierne var blevet ridset op af både eksperter og kommentatorer, men ingen havde forventet, at han gjorde, som han nu engang gjorde.

Da Löfven, som annonceret, mødte pressen kl. 10.45, var det således for at berette, at han foretog en regeringsrokade, samt at indenrigsminister Anders Ygeman og infrastrukturminister Anna Johansson havde valgt at trække sig, men at forsvarsminister Peter Hultqvist, som oppositionen krævede fjernet, ville blive på sin post.

»Nu er det op til Rigsdagen og hvert eneste rigsdagsmedlem at tage stilling,« lød det fra en tydeligvis vred Löfven om den forestående mistillidsafstemning.

Beslutningen overraskede de fleste, men flere peger på, at trækket er klogt.

»Jeg tror, at han vinder vælgernes tillid ved at spille på, at han ikke vil sætte Sverige i krise,« siger politolog Jenny Madestam til Dagens Nyheter.

Over for samme avis kalder kollegaen Marja Lemne det »en overraskende og klog beslutning,« som er »blanding af alle alternativerne.«

Expressens politiske kommentator K-G Bergström hæfter sig ligeledes ved, at det var uventet og understreger, at statsministeren løber en risiko ved at beholde Hultqvist, som kan blive tvunget til at gå af, hvis oppositionen holder fast i sit mistillidsvotum.

»Löfven fik det mindst dårlige ud af en dårlig situation,« lyder det.

Lena Mellin, politisk kommentator på Aftonbladet, mener, at der nu går et væddeløb i gang på højt niveau.

»På den ene side står Alliansen og Sverigedemokraterne, som kræver, at Peter Hultqvist skal væk. På den anden side står Stefan Löfven og regeringen, som synes, at kravet mangler enhver form for seriøsitet. Hvem viger først? Jeg tror ikke, at nogen af dem gør det (...) Havd sker der så? Så vil oppositionen vinde,« er vurderingen.

SVT's Mats Knutson ser ligeledes en regering, som kan få store problemer pga. tvivlen omkring Hultqvists fremtid.

»Stefan Löfven har endnu ikke givet nogen melding om, hvordan han vil handle, hvis Rigsdagen rent faktisk afsætter hans forsvarsminister. Stefan Löfvens rokade i regeringen skal ses som en måde at forsøge at berolige kritikerne efter haveriet i Transportstyrelsen, men også at vise, at han ikke har tænkt sig at give slip på försvarsministeren uden kamp. En kombination af begrænset retræte i kombination med at sætte hårdt mod hårdt.«

Kristendemokraterne og Sverigedemokraterne har gjort klart, at man fortsat har mistillid til forsvarsministeren, men Alliansen, som består af Kristendemokraterne, Moderaterne, De Liberale og Centerpartiet, skal nu mødes og diskutere spørgsmålet.