Norske nynazister samler - mod deres vilje - penge ind til homoseksuelle i en march mod »homolobbyen«
Desto længere de går, desto flere penge får de homoseksuelle.
Den norske gren af den nynazistiske bevægelse Nordiska motståndsrörelsen har fået politiets tilladelse til at demonstrere i byen Fredrikstad d. 29. juli. Her samler organisationens tropper sig bag budskabet »knus homolobbyen«.
Norge er som bekendt et demokrati, og hvad stiller man så egentlig op, når en mindre gruppe turnerer rundt med et sådant budskab?
Én mulighed er naturligvis at sætte gang i gaden, antænde lidt pyroteknik og måske blive anholdt. Den fredelige moddemonstration, som byens politikere allerede har annonceret, er naturligvis en anden mulighed, og så er der en helt tredje – underminer demonstrationen.
Nordmændene er nemlig kommet på en anderledes idé. For hver meter nynazisterne marcherer under banneret »knus homolobbyen«, vil flere hundrede nordmænd støtte LGBT-organisationen Skeiv Ungdom med én krone.
Sagt på en anden måde er nynazisternes march altså omdannet til et godt gammeldags indsamlingsløb, hvor Nordiska motståndsrörelsen – som eneste deltager – samler penge ind til netop det, organisationen prøver at bekæmpe.
»Vi håber at nazisterne er glade for at gå, så der kan blive lidt penge til os. Og så får vi dem jo samtidig i form,« siger Kristoffer Lorang Mathisen, der leder organisationen i Østfold, til NRK.
Idéen opstod på Facebook-gruppen Soldiers of Are og Odin, hvor bagmanden Øivind Berghs opfordring i skrivende stund har 780 likes og et halvthundrede kommentarer. Langt de fleste brugere skriver variationer af sætningen: »Jeg er på«.
Demonstrationen er ifølge NRK den første, som Nordiska motståndsrörelsen gennemfører.