Fortsæt til indhold
Europa

Prins Philip: Fra dansk prins til pensioneret prinsgemal

Dronning Elizabeths mand, prins Philip, blev født som prins af Danmark. Nu trækker prinsgemalen sig tilbage.

/ritzau/

I Danmark har prins Henrik gjort det samme. 1. januar sidste år valgte han at gå på pension.

Og nu følger dronning Elizabeths mand, prins Philip, i den danske prins' fodspor og trækker sig tilbage fra sine officielle pligter.

Det oplyser det britiske kongehus.

Prins Philip, som fylder 96 år den 10. juni, har levet et langt liv ved sin hustrus side. I år kan parret fejre jernbryllup.

Nu vil dronningen dog selv tage sig af de officielle forpligtelser, der følger med at være regent.

Allerede da dronning Elizabeth var 13 år, begyndte den dengang 18-årige prins Philip at sende breve til sin udkårne.

200 millioner radiolyttere lyttede med, da de to sagde ja til hinanden i Westminster Abbey i 1947 med den daværende kong George VI's velsignelse.

Løjtnant Philip Mountbatten tjente under Anden Verdenskrig i den britiske Middelhavs- og Stillehavsflåde.

Når mange omtaler ham som den danske prins, skyldes det, at prins Philip er i familie med "Europas svigerfar", den danske Christian IX.

Titlen som dansk prins sagde han dog farvel til, da han blev gift med dronning Elizabeth. Det samme gælder hans tidligere titel som prins af Grækenland.

Den britiske prinsgemal Philip blev født på den lille græske ø Korfu som søn af prins Andreas, der var syvende barn af den græske kong Georg I.

I de mange år i skyggen af sin berømte hustru har prins Philip gjort sig bemærket med en lang række kontroversielle kommentarer.

I forbindelse med en rejse til Australien spurgte han en indfødt, om de stadig kastede spyd efter hinanden, og så fik han angiveligt sagt til en britisk studerende i Kina, at han ville få skæve øjne af at blive i landet for længe.

Det største stormvejr, som prins Philip har befundet sig i, er dog anklagerne om, at han skulle være involveret i en planlægning af prinsesse Dianas død i 1997.

Anklagerne kom fra Mohammed al-Fayed, som er far til Dodi al-Fayed, der døde sammen med Diana i bilulykken uden for Paris.

Mohammed al-Fayed påstod, at prins Philip beordrede den engelske efterretningstjeneste til at dræbe prinsesse Diana.

En retlig undersøgelse af omstændighederne, som først sluttede 10 år efter ulykken, frikendte dog prins Philip og efterretningstjenesten for alle beskyldninger.

Prins Philip kan desuden kalde sig far til fire. Den ene, prins Charles, er tronarving.

Derudover er den nu pensionerede prinsgemal far til prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.