Fortsæt til indhold
Europa

Svensk forsvar advarer sine soldater: Vær opmærksomme på russiske spioner

Ansatte i forsvaret er blevet opsøgt af personer, som mistænkes for at være russiske spioner.

Eksemplerne er talrige.

Befalingsmænd, som bliver kontaktet af formodede russiske spioner via de sociale medier. En uvedkommende person, som ikke var svensk, befandt sig pludselig på det helt forkerte sted, og et køretøj med adskillige antenner blev opdaget i forbindelse med særlige aktiviteter i forsvaret.

De mange hændelser, som har udspillet sig i det nordlige Sverige, får nu forsvaret til at advare sine ansatte om, at de skal være ekstra opmærksomme på mulig russisk spionage.

»Hver uge er der sket en eller anden form for sikkerhedshændelse af stor eller lille art,« siger Mikael Frisell, chef ved den svenske Militærregion nord til SVT.

Ifølge statsradiofoniens oplysninger blev en Nato-officer truet af russere på et værtshus i forbindelse med en Nato-øvelse i Luleå. Angiveligt havde de billeder af officerens familie, som de brugte til at forsøge at få informationer om øvelsen.

Mikael Frisell kan kun bekræfte, at en person blev kontaktet i forbindelse med Nato-øvelsen, men siger:

»Alt sigter nok mod at påvirke vores virksomhed og vores individer, og man gør det både åbent og skjult. Det handler nok om at vise, at vi er her, og vi ser og ved, hvad I gør.«

Forsvarsminister Peter Hultqvist (S) understreger, at Sverige bliver nødt til at forholde sig til spionage.

»Generelt er det fremgået af Säpos rapportering, at der foregår spionagevirksomhed i Sverige. Rusland er et af de lande, som peges ud i de sammenhænge. Det er i sig selv ingen nyhed,« siger han til SVT og afviser at kommentere de konkrete tilfælde.

Forleden besluttede de svenske myndigheder at lade en styrke på 150 soldater, som befandt sig midlertidigt på Gotland, blive der som en permanent styrke. Ifølge Dagens Nyheters oplysninger skete det som følge af en øget trussel fra russisk side.

Svenska Dagbladet skriver desuden, at militærpersonel på Gotland skal været blevet kontaktet af fremmede, bl.a. i forbindelse med øvelser.

»Der er blevet udvist interesse for de deltagende enheder. Personer med udenlandsk registrerede biler har nærmet sig soldater og stillet forskellige spørgsmål om aktiviteterne,« siger oberstløjtnant Hans Håkansson til avisen.

For nylig blev en regeringsbestilt undersøgelse om Sveriges forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde offentliggjort. Her konstateres det, at den svenske forsvarskapacitet har adskillige mangler, og at landet er afhængigt af støtte udefra, hvis det skal kunne »hævde sin suverænitet.«

Undersøgelsen ønsker ikke at forholde sig til, hvorvidt Sverige bør ansøge om Nato-medlemskab, da en stillingstagen vil være politisk. Men det bemærkes, at et eventuelt medlemskab formentlig ville betyde, at der ikke længere ville være usikkerhed omkring en fælles reaktion i tilfælde af en krise i Østersøen, »og at Vestens samlede konfliktafskrækkende kapacitet sandsynligvis ville blive forøget.«

Til gengæld, lyder det, ville et Nato-medlemskab indskrænke Sveriges politiske og diplomatiske råderum, ikke mindst fordi Rusland på det kraftigste modsætter sig det.

Tidligere på året sagde den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i et interview med Dagens Nyheter om et eventuelt svensk Nato-medlemskab:

»Vi har altid advaret mod den kontinuerlige udvidelse af Nato mod øst. Det er ethvert lands ret at bestemme under hvilke former, sikkerheden skal varetages, men man må forstå, at hvis militær infrastruktur nærmer sig Ruslands grænser, så vil vi naturligvis tage de nødvendige militærtekniske forholdsregler. Det er ikke noget personligt, bare ren business.«