IS hævder at stå bag økseangreb i tysk tog
Politiet har fundet et hjemmemalet IS-flag hjemme hos den afghanske flygtningedreng, som mandag aften gik til angreb i et tog i Bayern.
Terrororganisationen Islamisk Stat hævder, at mandagens blodige økseangreb i et tog i Tyskland, hvor en 17-årig afghansk flygtning sårede flere personer, inden han selv blev dræbt af politiet, blev udført af en af organisationens »soldater«. Det skriver det IS-tilknyttede nyhedsbureau Amaq, som citerer en »insiderkilde« for oplysningen.
»Personen, som udførte økseangrebet i Tyskland, var en af Islamisk Stats soldater, der fulgte opfordringen til at ramme nationer i den internationale koalition mod Islamisk Stat,« står der i meddelsen.
Oplysningen er ikke bekræftet af tyske myndigheder.
Angrebet blev udført af en 17-årig afghansk flygtning mandag aften. Bevæbnet med en økse og en kniv gik han til angreb på flere passagerer i et eksprestog i den tyske delstat Bayern.
Det er værd at hæfte sig ved, at meldingen fra IS kommer få timer efter, at Bayerns indenrigsminister, Joachim Herrmann, oplyste, at den dræbte gerningsmand havde et IS-flag på sin adresse. Det er altså muligt, at IS blot reagerer på de allerede tilgængelige oplysninger.
Joachim Herrmann sagde tirsdag morgen til den tyske TV-kanal ZDF at politiet havde fundet et hjemmemalet IS-flag under en ransagning af den 17-årige drengs værelse i den nærliggende by Ochsenfurt. Indenrigsministeren ønskede ikke at udtale sig nærmere om motivet for angrebet på daværende tidspunkt, og han brugte ikke ordet terror. Tidligere havde han dog udtalt, at han ikke udelukkede et islamistisk motiv bag voldshandlingen, som ifølge myndighedernes vurdering blev udført på egen hånd af den 17-årige.
Efterforskningen af angrebet er overdraget fra det lokale politi til kriminalpolitiet i München.
Et øjenvidne har fortalt politiet, at han råbte »Allah er størst!«, da han overfaldt togpassagererne med sin økse og kniv.
Det voldsomme angreb fandt sted mandag aften ved 21.15-tiden i et tog i Würzburg, der ligger mellem byerne Frankfurt am Main og Nürnberg.
Her boede den 17-årige hos en plejefamilie, efter i første omgang at have boet på et asylcenter. Han var kommet til Tyskland som uledsaget flygtning fra Afghanistan.
Fire togpassagerer blev alvorligt såret, og en femte fik mindre skader, mens flere andre måtte behandles for chok. Ingen af ofrenes tilstand er dog livstruende. Myndigheder har oplyst til det tyske nyhedsbureau dpa, at passagererne havde held til at alarmere togpersonalet, som igen kontaktede politiet. Ved et tilfælde befandt en aktionsstyrke sig i nærheden og kunne hurtigt sættes ind.
Da den unge gerningsmand flygtede til fods ud af togvognen satte politiet efter ham, og jagten endte med, at han blev skudt og dræbt af indsatsstyrken.
Et billede taget af en pressefotograf på stedet viste tydelige blodspor på gulvet i vognens cykelafsnit.
Fire af de sårede er angiveligt en familie fra Hongkong. Hongkongs leder, Leung Chun-ying, har fordømt angrebet, og den kinesiske ambassade i Berlin er gået ind i sagen for at bistå ofrene.
Så sent som i maj fandt et lignende knivangreb sted i Bayern. En 27-årig psykisk syg mand angreb adskillige togpassagerer i nærheden af München og sårede fire, hvoraf én senere døde af sine kvæstelser. Også denne gerningsmand råbte »Allah er størst«. Han blev efterfølgende overmandet af politiet. Ifølge de tyske myndigheder havde han problemer med narkotika.
Islamisk Stat har længe opfordret »ensomme ulve« til på egen hånd at udføre enkeltstående angreb mod mål i Vesten – herunder specifikt i Tyskland – og dræbe så mange civile som muligt. Strategien gør politiets og efterretningstjenesternes opgave så meget sværere, fordi angrebene kan komme pludseligt og uden forudgående kontakt mellem terroristen og IS.
Sidste uges modbydelige terrorangreb på strandpromenaden i Nice bar således også IS' kendetegn ved, at terroristen Mohamed Lahouaiej-Bouhlel benyttede et køretøj til at ramme så mange uskyldige som muligt – en taktik, som IS før har anbefalet.
Efterfølgende tog IS skylden for angrebet med samme ordlyd som i dagens meddelelse om Tyskland. Endnu har IS dog ikke kunnet offentliggøre ny viden om Nice-gerningsmanden, hvilket altså kunne tyde på, at IS ikke havde forudgående kendskab til ham, og at han handlede på eget initiativ, men med inspiration fra terrorgruppen.
Endnu har de franske efterforskere da heller ikke kunnet finde nogen direkte forbindelse mellem Mohamed Lahouaiej-Bouhlel og Islamisk Stat, sagde den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve mandag.