Erdogans advokat: »Det er som ved en massevoldtægt. Når én går i gang, kravler alle de andre ud af deres huller«
En tysk filminstruktør har fået mundkurv på, og nu går Tyrkiets præsident også efter tysk mediechef.
Hvor sagen mod den tyske komiker og tv-vært Jan Böhmermann ender, vides endnu ikke.
Men mens den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og alle andre venter på at finde ud af, om det skal give en straf, at Böhmermann kaldte præsidenten for både pædofil og zoofil på tv, bruger Erdogan sit krudt på at forfølge Böhmermanns meningsfæller.
Således har præsidenten haft held til at give den tyske filminstruktør Uwe Boll juridisk mundkurv på efter en Youtube-video, hvor Boll sendte en verbal sviner mod Erdogan, som bl.a. blev kaldt en »svækling« »på grænsen til at være debil.«
Det er fremover forbudt for Bull at gentage sine ord fra videoen, og gør han det alligevel, skal han betale 250.000 euro. Det skriver flere tyske medier.
Og nu er turen kommet til chefen for den tyske mediekoncern Axel Springer SE, Mathias Döpfner, som i forbindelse med balladen om Jan Böhmermanns smædedigt om Erdogan skrev et åbent brev i avisen Die Welt, hvor han tog komikerens parti.
»Jeg finder dit digt vellykket. Jeg lo højt,« lød det direkte henvendt til Böhmermann.
Men vigtigst for Erdogan var formentlig det P.S., som brevet var udstyret med.
Her skrev mediedirektøren, at han ønskede at gøre alle smædedigtets formuleringer til sine egne i juridisk forstand. Med andre ord kunne han lige så godt have gentaget alle ord fra ende til anden.
Og Döpfner forudså da også, at det kunne koste ham en tur i retten. Og det var netop, hvad Erdogans tyske advokat, Ralf Höcker, annoncerede mandag.
Således agter advokaten at kræve et midlertidigt påbud mod Mathias Döpfner.
Höcker siger til nyhedsbureauet AFP, at den regionale domstol i Köln formentlig ikke vil efterkomme kravet, men i så fald vil man muligvis prøve en anden instans.
Ifølge Die Welt har Erdogans advokat forklaret baggrunden for de mange retslige skridt således:
»Det er som ved en massevoldtægt: Når én går i gang, kravler alle de andre ud af deres huller for at være med. Især når offeret angiveligt ikke har fortjent bedre. Vi må passe på samfundet, når civilisationens tynde fernis skaller af, og den kollektive hæmningsløshed bryder løs. Hr. Erdogan er et menneske, og den menneskelige værdighed er ukrænkelig.«