Svensk vidne til eksplosion: Sendte chok igennem hele kroppen
Der blev fuldstændigt stille i sekunderne efter den ene eksplosion, fortæller en svensk journalist, der var til steder under eksplosionen.
Mens flere meldes dræbt efter to eksplosioner i Bruxelles’ lufthavn tirsdag morgen, kan den svenske journalist Teresa Küchler, der var til stede under den ene eksplosion, fortælle om fuldstændig tavshed i sekunderne efter den ene eksplosion.
Hun var ved at tjekke ind i indtjekningshallen, da en eksplosion lød i hallen.
»Eksplosionen var så høj og kraftig, at jeg kunne mærke det i hele kroppen. I stedet for at folk gik i panik, blev der helt stille. Enkelte græd, men det var en meget stille gråd. Det var som om, at folk ikke vidste, hvordan de skulle reagere, så mens nogle smed sig ned på maven, stod andre fuldstændig lammede i sekunderne efter,« siger Teresa Küchler, der til dagligt arbejder for Svenska Dagbladet i Bruxelles.
Efter de få sekunder med larmende tavshed, begyndte folk at flygte ud af bygningen, fortæller Teresa Küchler til Jyllands-Posten.
»Flere store loftplader faldt ned, og så begyndte folk at gå i panik,« siger journalisten, der selv søgte tilflugt i en fastfoodkæde i lufthavnen.
Det vides endnu ikke, om der er tale om et terrorangreb i lufthavnen, men flere medier melder om et dødstal på over 10 personer.
LIVE-TV: Lufthavnen i Bruxelles ramt af eksplosioner
Jyllands-Postens korrespondent, Heidi Plougsgaard, fortæller, at man i øjeblikket har evakueret folk til Terminal 2, som ligger langt fra den indtjekningshal, hvor eksplosionerne skete.
De belgiske myndigheder er i færd med at danne et overblik over situationen. Alarmberedskabet er på højeste niveau, oplyser landets indenrigsminister, og flere belgiske medier skriver desuden, at der blev affyret skud og råbt på arabisk inden eksplosionerne.