Selvmordsangreb og eksplosioner har dræbt mindst 30 i Bruxelles
30 personer meldes dræbt og flere end 180 såret ved terrorangreb i Belgiens lufthavn og metro. Fly- og togtrafik er standset, og Belgien er i højeste alarmberedskab.
Voldsomme terrorangreb har igen ramt i hjertet af Europa og kostet talrige liv i den belgiske hovedstad Bruxelles, som i forvejen har været i højt alarmberedskab siden terrorangrebet i Paris sidste år.
Mindst 10 personer blev dræbt og omkring 80 såret da to kraftige bomber eksploderede i Bruxelles internationale lufthavn tirsdag morgen. Mindst én af eksplosionerne blev udløst af en selvmordsbomber, oplyser den belgiske premierminister Charles Michel på et pressemøde.
Også Bruxelles’ metro blev angrebet. Godt en halv time efter bomberne i lufthavnen rystede en eksplosion undergrunden på Maelbeek-stationen i EU-kvarteret tæt ved Europa-Parlamentet og kommissionsbygningen.
Bruxelles’ borgmester oplyser, at mindst 20 personer blev dræbt og 106 såret i eksplosionen. Dermed er det samlede dødstal oppe på 30, men kan stige yderligere.
Som følge af angrebene har Belgien hævet alarmberedskabet til højeste niveau, og borgere i den belgiske hovedstad blev tirsdag opfordret til at blive, hvor de er. Soldater bevogter i øjeblikket flere af byens nøglepunkter og potentielle terrormål.
Premierminister Charles Michel fastslår, at myndighederne og regeringen betragter de tilsyneladende koordinerede bombeangreb som terrorisme.
»Det, vi frygtede ville ske, er sket. Vort land og vore medborgere er blevet ramt af vilkårlige, voldlige og feje angreb,« siger han og tilføjer, at det endnu er for tidligt at fastslå det endelige dødstal.
»Mange er døde, og mange er alvorligt tilskadekomne,« konstaterer han blot.
Den franske premierminister Manuel Valls siger efter krisemøde, at Europa er i krig:
»De seneste måneder har vi våret udsat for krigshandlinger i Europa,« siger han.
Eksplosionerne ramte i afgangshallen i den internationale Zaventem-lufthavn kort før kl. 8.00.
Billeder og videooptagelser viste billeder røg stige op fra terminalbygningen, hvor glasruder blev knust og dele af forpartiet blæst bort. De indvendige skader var ligeledes omfattende med nedfaldne tagplader og skrammel over hele afgangshallens gulv. På mobiloptagelser kunne man se passagerer løbe bort fra lufthavnen i panik. Andre barske billeder viste sårede ligge på gulvet dækket af støv og med blod på kroppen og i ansigtet.
Belgiens statslige TV-station, RTBF, oplyser at politiet har fundet en Kalashnikov-automatriffel i lufthavnen, mens TV-stationen VTM hævder, at politiet har fundet et ikke-eksploderet selvmordsbombebælte i bygningen.
Et billede frigivet af belgisk politi viser de tre mænd, som mistænkes for at stå bag angrebet. På overvågningsbilleder fra lufthavnen ses de skubbe hver deres bagagevogn - den ene, iklædt hvid jakke og bøllehat, er nu efterlyst og formodes altså at være på fri fod efter at have overlevet bombningen. Han er angiveligt blevet set løbe bort fra lufthavnen og forsvundet i menneskemylderet.
Ifølge belgiske myndigheder havde terroristerne skjult bomberne i deres kufferter.
Nyhedsbureauet Belga skriver, at der ifølge vidner blev affyret skud og råbt på arabisk, inden bomberne blev udløst.
Ifølge andre medierapporter har myndighederne indført skærpet kontrol ved grænsen mellem Belgien og Frankrig.
Alle flyafgange til og fra den travle Zaventem-lufthavn er aflyst indtil tidligst onsdag middag. Lufthavnen er for længst blevet lukket og området afspærret, men mange rejsende befinder sig tirsdag eftermiddag stadig i lufthavnen, hvor de venter på at blive evakueret. Folk bedes holde sig væk fra området.
Video: Omfattende ødelæggelser i lufthavnen:
Video: Lufthavn og metro umiddelbart efter angrebene:
Maelbeek-metrostationen er afspærret og redningsfolk, militær og politi er talrigt til stede. Umiddelbart efter eksplosionen steg røg op fra indgangen til undergrunden, og sårede passagerer blev hjulpet ud på gaden for at modtage behandling.
»Befinder mig ved Maalbeek. Adskilligere sårede. Frygtelig scene,« skrev en journalist fra Politico.eu på Twitter.
I de mørke metrogange under jorden blev passagerer evakueret ved at gå langs skinnerne til nærmeste station.
Video: Maelbeek-stationen kort efter eksplosionen:
Ifølge Sky News’ journalist, som var til stede i lufthavnen da eksplosionerne ramte, opstod der stor forvirring og uro, da bygningen blev tømt for mennesker.
»Jeg kunne mærke bygningen skælve. Der var også støv og røg,« fortæller reporteren.
»Jeg gik hen imod, hvor eksplosionerne kom fra, og der kom mennesker ud, som så forvirrede og chokerede ud.«
Bruxelles har i de seneste dage været skueplads for flere omfattende anti-terroraktioner i forbindelse med jagten på gerningsmændene bag terrorangrebene i Paris i november. Fredag lykkedes det politiet at pågribe den eftersøgte Salah Abdeslam, som nu er sigtet for medvirken til mod Stade de France og spillestedet Bataclan, der kostede 130 mennesker livet.
Abdeslam ventes at blive udleveret til retsforfølgelse i Frankrig indenfor nogle uger eller måneder.
Det har længe stået klart, at flere af Paris-terroristerne havde tætte bånd til Bruxelles og særligt den belastede bydel Molenbeek (ikke at forveksle med metrostationen Maelbeek).
Danske myndigheder følger situationen i Belgien tæt. Udenrigsministeriets Borgerservice har endnu ingen oplysninger om tilskadekomne danskere. Danskere i Belgien opfordres dog til at kontakte pårørende og sige, at de er uskadte. Hvis man har brug for hjælp kan Borgerservice kontaktes på: +45 33921112.
I København har politiet sendt ekstra betjente på gaden som en sikkerhedsforanstaltning:
»Vi er opmærksomme på det der er sket i Bruxelles. Derfor vil man møde mere politi i lufthavnen og nøglepunkter i København,« oplyser Københavns Politi.
Statsministeriet har udsendt en pressemeddelelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen:
»Terroren har ramt midt i Europas hjerte. Uskyldige mennesker er blevet myrdet og kvæstet af hensynsløse terrorsiter.«
»Mine tanker går til de ramte og deres pårørende og hele det belgiske folk. Familier og menneskeskæbner er på et øjeblik blevet slået itu. Det fylder mig med lige dele vrede, afsky og sorg,« siger Løkke, som opfordrer til en menneskejagt på de skyldige:
»Lad os jage dem og forblive samlet i vores kamp for europæiske værdier,« skriver han på Twitter.
Også udenrigsminister Kristian Jensen udtrykker forfærdelse over angrebene:
»Jeg er chokeret og bekymret over begivenhederne i Bruxelles. Mine tanker går til ofrene. Danmark står sammen med vores venner og allierede,« skriver han.