Fortsæt til indhold
Europa

Sverige strammer for at få flere til at søge asyl i andre lande

»Det smerter mig,« siger den svenske statsminister om at landets regering nu strammer flygtningepolitikken på en række områder.

Hans Redder og Ritzau

Sverige strammer flygtningepolitikken på en række områder og begrænser blandt andet flygtninges ret til familiesammenføring.

Det meddeler Stefan Löfven, Sveriges socialdemokratiske statsminister, på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Svensk modtagelse af flygtninge bygger ifølge Löfven på princippet om, at Sverige skal tage sit ansvar og værne om menneskers ret til asyl.

»Men vi har modtaget 80.000 mennesker i løbet af de seneste to måneder. På EU-niveau svarer det til, at 125 millioner mennesker kom til EU,« siger Löfven og understreger, at der er grænser for hvor mange flygtninge landet med godt ni millioner indbyggere kan tage imod. Derudover gentager han opfordringen til andre EU-lande om at tage imod flere end de gør i dag.

»Det smerter mig at sige, at Sverige ikke længere er i stand til at modtage asylansøgere på samme høje niveau. Det er ikke længere muligt at kombinere fri bevægelighed i EU med en flugt fra ansvar,« siger statsministeren.

Hensigten med stramningerne er klar:

»Regeringen ønsker derfor i en periode at bringe reglerne for asyl til minimumsniveauet i EU, så flere mennesker vil vælge at søge asyl i andre EU-lande,« som det fremgår af den svenske regerings hjemmeside, regeringen.se.

Konkret vil Sverige nu begrænse retten til familiesammenføring.

Derudover vil Sverige nu blot tildele tidsbegrænsede - og altså ikke permanente - opholdstilladelser til alle flygtninge på nær de såkaldte kvoteflygtninge. Børn og familier, der er registreret inden de nye regler træder i kraft, er undtaget.

Muligheden for at få opholdstilladelse af »humanitære grunde« begrænses.

Sverige vil også indføre medicinsk alderskontrol af unge asylansøgere således at det kan fastslås, om de er under 18 år.

Krav om forsørgelse vil også blive skærpet.

Löfven ønsker derudover en gennemgang af indholdet i Dublin-forordningen og siger, at EU's migrationspolitik skal ændres grundlæggende.

Der er tale om en midlertidig lovændring, som skal gælde i tre år.

Samtidig lægger den svenske regering op til at skærpe grænsekontrollen. Der vil fremover være identitetskontrol på samtlige kollektive transportmidler til Sverige, herunder busser og tog på Øresundsbroen samt færgen mellem Helsingborg og Helsingør.

Stefan Löfven understreger på pressemødet, at han har orienteret den tyske kansler Angela Merkel, EU-præsident Donald Tusk og Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om stramningerne.

Jimmie Åkesson, partileder for det kontroversielle indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne, glæder sig på sin Facebook-profil over stramningerne, men understreger samtidig, at det langt fra er nok.

»Regeringen synes nu at have forstået, at drømme om åbne grænser og Sverige som allemandsland ikke holder i den virkelige verden. Godt! Desværre er de igen alt for sent ude, og foranstaltningerne er ikke nok på lange bane til at løse den krisesituation, som vi befinder os i. Det, der frem for alt kræves, er et totalstop for asylindvandring med henvisning til de alvorlige tilstande, der hersker,« skriver han.