Fortsæt til indhold
Europa

Sverige: Flygtninge tilbragte natten under åben himmel

Da 600 flygtninge ankom torsdag til en station nær Malmø, måtte de svenske myndigheder melde ud, at de ikke kunne tilbyde alle tag over hovedet natten over.

Omkring 30 flygtninge måtte tilbringe natten til fredag under åben himmel.

Torsdag ankom 600 flygtninge til Hyllie Station uden for Malmø, og for første gang var det ikke muligt for de svenske myndigheder at tilbyde alle tag over hovedet.

»En form for kaos kan man godt sige, at det her er. Der er et meget højt tryk lige nu. Vi er i en situation, hvor folk ikke kan tilbydes overnatning efter registrering,« siger Jennie Sörman, der er områdechef for Migrationsverket i det sydlige Sverige til Helsingborgs Dagblad.

Der ankom i alt 12 busser med 50 personer i hver, som talte børn, forældre og andre voksne, til Migrationsverkets lokale i en stor hal i det svenske messe- og kongrescenter Malmömässan.

Ali Agha Bostani, der kommer fra Afghanistan, var en af de omkring 30 flygtninge, der var nødsaget til at sove udenfor de lokaler, som huser flygtninge i Jägersro i Malmø.

»Vi sover allesammen på jorden. Det er koldt,« sagde han til det lokale medie Kvällsposten.

En bus uden for lokalerne i Jägersro blev også taget i brug og husede dermed en række flygtninge natten over.

Sverige ventes i år at tage imod mellem 140.000 og 190.000 asylansøgere ifølge en prognose fra de svenske myndigheder. Det er dobbelt så mange som tidligere antaget.

I sidste uge indførte landet midlertidig grænsekontrol på grund af den store tilstrømning af mennesker. Torsdag valgte den svenske regering at forlænge grænsekontrollen til 11. december på grund af terrortruslen.

Torsdag aften opfordrede den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, desuden de danske politikere til at melde sig på banen.

»Danmark bør naturligvis også påtage sig et ansvar både for migrationssituationen og for sikkerhedssituationen i Europa,« sagde ministeren til den svenske tv-station SVT.

Morgan Johansson er helt konkret utilfreds med, at Danmark har valgt ikke at indføre grænsekontrol på samme måde, som svenskerne gjorde det i sidste uge.

»Præcis som Sverige og Tyskland bør Danmark indføre grænsekontrol,« sagde Morgan Johansson.

Tyskland indførte i september midlertidig grænsekontrol ved grænsen til Østrig på grund af den store tilstrømning af flygtninge og migranter.