Svensk minister: Danmark bør indføre grænsekontrol
Den svenske justits- og migrationsminister mener, at Danmark svigter sit ansvar i den nuværende flygtningekrise.
Los Angeles
Den svenske justits- og migrationsminister Morgan Johansson har før langet ud efter den danske indsats i forbindelse med den nuværende flygtningekrise. Torsdag aften var den svenske minister igen på banen med en opfordring til de danske politikere.
»Danmark bør naturligvis også påtage sig et ansvar både for migrationssituationen og for sikkerhedssituationen i Europa,« sagde ministeren til den svenske tv-station SVT torsdag aften.
Morgan Johansson er helt konkret utilfreds med, at Danmark har valgt ikke at indføre grænsekontrol på samme måde, som svenskerne gjorde det i sidste uge.
»Præcis som Sverige og Tyskland bør Danmark indføre grænsekontrol,« sagde Morgan Johansson.
Hidtil har den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist at indføre grænsekontrol ved den dansk/tyske-grænse, da det, efter statsministerens overbevisning, vil føre til, at antallet af asylansøgere til Danmark ville stige.
Grænsekontrol var således ikke et af de forslag til 34 stramninger af den danske asylpolitik, som regeringen fremsatte i sidste uge. Det fik allerede Morgan Johansson til at lange ud efter Danmark i sidste uge, efter justitsminister Søren Pind (V) havde gentaget regeringens argument om flere asylansøgere i Danmark ved en øget grænsekontrol.
»Jamen, der siger han jo de facto, at Danmark kun er interesseret i at vinke flygtninge igennem landet og til Sverige. Det er ikke en ansvarlig måde at håndtere det her på,« sagde den svenske minister lørdag til Politiken.
Morgan Johanssons udtalelser torsdag kom, efter 600 flygtninge og migranter var ankommet til Sverige på tre timer, hvilket fik den operative chef i det svenske Migrationsverket, Mikael Ribbenvik, til at sige til det svenske nyhedsbureau TT, at tilstrømningen skyldtes noget, der skete i Danmark uden at uddybe det nærmere.
Sverige har allerede valgt at forlænge sin midlertidige grænsekontrol til 11. december. Statsminister Lars Løkke Rasmussen svarede i lørdagens Politiken i ganske klare vendinger på den svenske ministers angreb.
»Hvis man tager hans citater for pålydende og lader logikken råde, så betyder det altså, at Sverige ikke har taget noget ansvar indtil i torsdags (hvor man indførte grænsekontrollen red.) eller hvad? Altså hvis man kun tager ansvar, hvis man laver midlertidig grænsekontrol - det gjorde Sverige torsdag - har Sverige ikke taget noget ansvar før i går,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen lørdag i Politiken.
Over for nyhedsbureauet Ritzau har vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix torsdag aften afvist, at der skulle være tale om noget ekstraordinært i Danmark, der skulle bidrage til, at der skulle komme flere til Sverige netop nu.
Op mod 190.000 asylsøgere ventes at komme til Sverige i år.