Fortsæt til indhold
Europa

Asylansøgere kan vente længe på opholdstilladelse i Sverige

Ifølge et svensk medie tager flere syriske asylansøgere tilbage til Tyskland for at få hurtigere behandling.

En del af de flygtninge og migranter, der de seneste dage er strømmet ind over Danmarks grænser, er rejst målrettet videre til Sverige for at søge asyl.

På den anden side af sundet har en række syriske asylansøgere allerede ventet længe på at få opholdstilladelse. Derfor opgiver flere af dem nu foretagendet og rejser til Tyskland for at få hurtigere sagsbehandling. Det skriver svenske SVT.

Sveriges gennemsnitstid for behandlingen af asylsager i 2015 indtil videre er steget til 251 dage mod blot 115 dage i fjor.

For nogle asylansøgere er ventetiden angiveligt væsentligt længere. Det gælder bl.a. for lægen Samer, som kom til Sverige i maj sidste år. Han har forgæves ventet på en afgørelse fra Migrationsverket lige siden, fortæller han.

"Hver gang, jeg har talt med dem, har jeg fået en ny administrator. Den første gik på ferie, den anden blev gravid, og den tredje stoppede. Sådan blev det ved. Der var altid en ny undskyldning," siger Samer til SVT.

Derfor vil han nu prøve lykken i Tyskland. Landet bekendtgjorde i sidste uge, at man ikke ville følge Dublin-forordningen og sende asylansøgere tilbage til det første EU-land, de er kommet til. Samer forventer at kunne få opholdstilladelse i Tyskland efter tre måneder, siger han til SVT.

En af årsagerne til at Sverige virker særligt attraktivt på asylansøgerne i forhold til Danmark er, at det angiveligt er lettere at få sin familie til landet. Dette kræver dog, at man først har opnået opholdstilladelse. Svenskere: Danmark skal også hjælpe

Migrationsverket i Sverige besluttede torsdag at give alle krigsflygtninge fra Syrien permanent opholdstilladelse i landet. Det betyder dog ikke, at papirarbejdet bliver ordnet hurtigere.

"Nogle tilfælde er hurtigere at håndtere, andre tager længere tid. De forskellige sagsbehandlingstider afhænger af, om man skal foretage en komplet udredning og/eller kontrollere dokumenter. Migrationsverket gennemgår alle asylsager individuelt, selv de syriske borgeres," siger Guna Graufelds, pressekontakt fra det svenske Migrationsverket til SVT.