Fortsæt til indhold
Indland

Flygtninge og migranter sendes retur til Tyskland i dag

De første tilbageholdte flygtninge og migranter bliver sendt tilbage over den dansk-tyske grænse i dag.

Det danske politi begynder i dag at sende de første af de flygtninge og migranter, der ikke ønsker at søge asyl i Danmark, retur til Tyskland.

Det oplyser lederen af udlændingekontrolafdelingen i Padborg, Palle Linné til Jyllands-Posten.

Politiet i Syddanmark tilbageholdt mandag 280 flygtninge og migranter. De, der ikke ønsker at søge asyl, opholder sig illegalt i landet, og kan ifølge en tidligere aftale med tysk politi sendes tilbage. Det skal dog først tiltrædes af Udlændingestyrelsen i hvert enkelt tilfælde, og det er nu sket, siger Palle Linné.

”Der vil foregå det, at de (flygtninge og migranter, red.) skal have forkyndt de resolutioner, vi har fået fra Udlændingestyrelsen, og så bliver de kørt til Bundespolizei i Flensborg,” siger han, der ikke kan sætte noget eksakt tidspunkt på, hvornår de første sendes afsted. Han vil heller ikke oplyse, hvorvidt det kommer til at ske i busser, med tog eller i politibiler.

”Det er noget, vi selv klarer,” siger han.