Fortsæt til indhold
Europa

Slovakiet vil kun have kristne asylsøgere

Der er ingen moskeer i Slovakiet, og derfor vil landet ikke modtage muslimske asylsøgere.

Los Angeles

Efter flere måneders diskussioner lykkedes det i juli for en række EU-lande at blive enige om en fordeling af asylsøgere.

Det skete, efter de europæiske grænser har været udsat for et massivt pres primært forårsaget af flygtninge fra krigen i Syrien og migranter fra afrikanske lande.

I alt blev EU-landene enige om fordelingen af 32.256 asylsøgere. 200 af dem forpligtede Slovakiet sig til at huse. Men det er tilsyneladende ikke hvilke som helst af asylsøgerne, som den slovakiske regering har forestillet sig, at landet skal tage imod.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro en talsmand for den slovakiske indenrigsminister, Robert Kalinak. Talsmanden, Ivan Metik, har til flere internationale medier sagt, at slovakkerne kun kommer til at tage imod kristne asylsøger.

"Vi vil virkelig gerne hjælpe Europa med denne migrationsbølge, men vi er bare et transitland, og folk har ikke lyst til at blive i Slovakiet," sagde han tidligere onsdag til BBC.

Metik afviser, at slovakkerne dermed gør sig skyldige i at diskriminere asylsøgerne, som for en stor dels vedkommende er muslimer.

"Vi kunne tage 800 muslimer, men vi har ingen moskeer i Slovakiet, så hvordan skal muslimer blive integreret, hvis ikke de bryder sig om at være her?" spørger Ivan Metik retorisk over for det britiske medie.

Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, fortalte onsdag, at der alene i juli måned blev registreret 107.500 flygtninge og migranter ved de ydre, europæiske grænser. Ikke siden Frontex i 2008 begyndte at lave statistik på området, har tallet for en enkelt måned været over 100.000.

Det bringer det samlede antal af flygtninge og migranter, der har søgt at komme ind i et EU-land, op på 340.000 alene i 2015, fortalte grænseagenturet.

Ikke overraskende vækker dagens slovakiske udmelding ikke ligefrem jubel i Bruxelles. Fordelingen af de 32.256 asylsøgere skal dog ske af frivillighedens vej, efter at blandt andre Slovakiet satte hælene i for et kvotesystem under sommerens forhandlinger.

Alligevel er der i EU en forventning om, at fordelingen kommer til at foregå i ånden fra EU-traktaten, der forbyder diskrimination, lyder det fra en af Kommissionens talsmænd, Annika Breidthardt, til den engelske avis The Telegraph.

Breidthardt nægter dog over for flere internationale medier at forholde sig eksplicit til det slovakiske ønske.

The Telegraph skriver desuden, at slovakkerne forestiller sig, at man vil spørge ind til asylsøgerens religiøse overbevisning, når de ankommer.

Slovakiet gav, ifølge det tyske medie DW, asyl til 14 personer i 2014.