Fortsæt til indhold
Europa

Naturfredningsforening: Stop ålefangst

Flere europæiske naturorganisationer vil begrænse fiskeri af den kritisk truede ål.

Danmarks Naturfredningsforening har sammen med en række europæiske naturorganisationer rettet en skarp kritik af EU Kommisionen for fortsat at tillade fiskeri af den kritisk truede ål.

Foreningerne har i et brev til EU's miljøkommisær Karmenu Vella anbefalet, at man begrænser fiskeriet af ål i en periode, indtil bestanden er genoprettet.

"Det er ubegribeligt, kortsigtet og dybt bekymrende, at EU ikke hjælper både ål og fiskere, ved at begrænse fiskeriet til bestanden har det bedre. Vi anbefaler et fuldstændigt stop for både fritidsfiskeri og kommerciel fangst af ålene i en periode," siger Ella Maria Bisschop-Larsen, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Gennem de seneste 25 år er bestanden af ål faldet med 90 procent. I 2008 blev ålen listet som 'kritisk truet' af Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN), og i 2010 blev alt salg af ål ud af EU forbudt.

Ålens æg udklækkes i Sargassohavet, øst for Caribien, hvorefter den svømmer til Europa, hvor den lever i op til 25 år, inden den vender tilbage for igen at forplante sig. Men ifølge de grønne organisationer mangler der i dag tiltag, der sikrer ålens vandring på tværs af landegrænser. Forhindringer som vandkræftværker, pumpestationer og særligt forurening tager livet af ålene, før de når frem.

I Danmark arbejder DTU Aqua (Institut for Akvatiske Ressourcer), åleopdrættere og lyst- og fritidsfiskere sammen om en fælles redningsaktion for at sikre bestanden. Det gør de ved at fange små såkaldte glasål i Frankrig og Sydengland, som de fragter til åleopdræt i Danmark, hvor de fodres og plejes for bedre at kunne overleve i naturen.

Et udpluk af ålene sælges til fiskehandlere, mens fiskerne spreder resten ud i søer, åer og kystområder over hele Danmark.

"Målet med dette arbejde er, at bestanden skal op på 40 pct. af det niveau, som den havde, før den blev påvirket af menneskelig aktivitet. Vi ved ikke med sikkerhed, om udsætningerne virker, men vi har en forventning om, at de udsatte ål vokser op og svømmer til gydeområderne og derved er med til at ophjælpe bestanden," fortæller Michael Ingemann Pedersen, der er videnskabelig medarbejder ved DTU Aqua.

Håbet med projektet er, at ålene svømmer tilbage for at yngle ved Sargassohavet, som er det eneste sted på kloden, hvor den stærkt truede ål vil yngle.