Ålen udrydningstruet trods redningsplan
EU-landene er nu enige om en plan for redning af ålen, men den danske fødevareminister tør ikke sige, om det redder ålen fra udryddelse.
De 27 EU-lande er nu enige om en redningsplan for de truede europæiske ål, men den danske fødevareminister, Hans Christian Schmidt (V), tør ikke sige, om det er nok til at hindre ålen i at blive udryddet.
Aftalen ventes godkendt af EU's fiskeriministre på et møde i Luxembourg i næste uge og ser foreløbig ud til at betyde gradvis begrænsning indtil 2013 af ålefiskeriet fra 65 til 40 procent af det nuværende niveau.
Selvom det ikke er danske fiskere, som står for rovfiskeriet, men derimod franskmænd og spaniere, så forventer Schmidt, at halvdelen af den beskedne danske årlige åleomsætning på 37 millioner kroner om året nu skal stoppes.
Og Schmidt tør ikke garantere, at ålen nu er reddet fra udryddelse.
- Jeg skal ikke lægge hovedet på blokken og sige, at det her er nok, siger han.