Fortsæt til indhold
Europa

Én måned efter Hitler-skandale er Lutz Bachmann tilbage som Pegida-leder

Lutz Bachmann er sammen med to andre atter blevet valgt som formand for Pegida-bevægelsen.

For godt en måned bekræftede den daværende Pegida-leder Lutz Bachmann, at han gik af.

Årsagen var et på nettet cirkulerende foto, der viste Bachmann med Hitler-frisure- og overskæg. Et foto, han indledningsvist kaldte en spøg, men som Bachmann måtte tage konsekvensen af efter voldsom kritik.

Samtidig kom det frem, at han havde kaldt asylansøgere for ”dyr” og ”møgsvin” på sin Facebook-side.

”Jeg undskylder dybt til alle borgere, der har følt sig krænket over mine mails. Det var tankeløse erklæringer, og jeg har skadet vor bevægelse,” sagde han til Bild.

Men der skulle altså ikke gå langt mere end en måned, før han var tilgivet af Pegidas medlemmer. I hvert fald lød det søndag på bevægelsens Facebook-side, at man efter en hemmelig afstemning ”indtil videre” havde udpeget Lutz Bachmann som bestyrelsesformand sammen med Siegfried Däbritz og Stephan Baumann.

Ifølge Bild skal de to fungere som henholdvis næstformand og kasserer.

Samtidig har man annonceret, at Tatjana Festerling er nyt medlem af Pegida - og således ikke længere medlem af det eurokritiske parti Alternative für Deutschland (AfD), hvis ledelse gennem længere tid ønskede at komme af med hende, pga. Festerlings åbenmundede og fysiske opbakning til Pegida.

Siden oktober har stadigt flere tyskere mødtes til mandagsdemonstrationer i Dresden. Indledningsvist var protesten rettet imod en plan om at etablere 14 centre i byen for omkring 2.000 asylansøgere. Men efterhånden udviklede det sig til en mere generel islamkritik, som organiseres af Pegida (Patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten, red.).

Lutz Bachmann har tidligere afvist, at Pegida-bevægelsens holdninger er højreradikale eller dens medlemmer nynazister. Derimod er der tale om almindelige mennesker, som ikke længere vil se deres samfund blive ændret af muslimske indvandrere, har det lydt.

Bevægelsen har aflæggere i flere andre tyske og europæiske byer, men ingen steder er man kommet i nærheden af den popularitet, som bevægelsen opnåede i Dresden. Og antallet af moddemonstranter har langt oversteget antallet af Pegida-tilhængere.

Men siden Bachmann trådte tilbage, har Pegida været uden reel ledelse.

For kort efter forlod den anden formand, Katrin Oertel, nemlig bevægelsen helt og aldeles sammen med Rene Jahn og to andre fra ledelsen, hvorefter de dannede deres egen Direkte Demokratie für Europa (DDfE).

DDfE holdt sin første demonstration i Dresden søndag den 8. februar med blot 500 deltagere.

Men luften syntes også at være gået ud af den oprindelse Pegida-bevægelse, som blot kunne samle 4.000 mennesker ved den seneste demonstration mandag den 16. februar mod 25.000 mennesker i januar.

Også i Danmark kan man vandre hver mandag i Pegidas navn. Ifølge Pegida.dk mødte dog kun 120 mennesker op sidste mandag.

Mandag aften er der atter vandringer i bl.a. København og Dresden.

Artiklens emner
Pegida