Portræt: Ekskriminel fodboldspiller stopper i Pegida
Lutz Bachmann kan mere end sit fadervor. Men det har ikke skadet hans popularitet i Pegida-bevægelsen.
Pegidas frontfigur - den 41-årige tyske Lutz Bachmann måtte onsdag trække sig som formand for den islamkritiske Pegida-bevægelse.
Det skete efter, at hans ansigt prydede forsiden af den tyske avis Bild. På billedet poserer han som Adolf Hitler med overskæg og sideskilning.
Bachmann lagde billedet ud på Facebook i september, før han blev kendt. Fotoet har angiveligt ødelagt Pegidas seneste kampagnefremstød over for medierne, hvor bevægelsen har forsøgt at få et mere moderat image.
I løbet af de sidste tre måneder har den tidligere professionelle fodboldspiller og narko- og indbrudsdømte kok formået at samle tusindvis af tyskere til anti-muslimske demonstrationer.
Demonstrationerne i Dresden i det østlige Tyskland begyndte 20. oktober som protest imod en plan om 14 centre i byen til omkring 2000 asylansøgere.
Demonstrationerne, som i første omgang samlede 350 demonstranter og nu tusindvis, finder sted hver mandag, men blev aflyst sidste mandag.
Lutz Bachmann afviser, at Pegida-bevægelsens holdninger eller demonstranter er højreradikale eller nynazister. Derimod er der tale om almindelige mennesker, som ikke længere vil se deres samfund blive ændret af muslimske indvandrere.
Man er imod fattigdomsindvandring og ønsker en indvandringspolitik som Schweiz og at bevare og beskytte ”vores kristeligt-jødisk prægede vestlige kultur”.
Hans baggrund gør det dog ifølge magasinet Time vanskeligt at se ham som talsmand for de kristne værdier, han hylder.
I 1998, da han var omkring 25 år, blev han idømt adskillige års fængsel for indbrud, men i stedet for at afsone dem, flygtede han til Sydafrika for at leve som flygtning.
Han kom til Capetown nogle år efter og åbnede en natklub for sorte. To år varede eventyret, inden immigrationsmyndighederne opdagede ham og sendte ham tilbage til Tyskland, hvor han tilbragte to år i fængsel, inden han blev prøveløsladt.
I 2008 blev han igen anholdt i Dresden - denne gang for besiddelse af kokain og fik tre års betinget fængsel. Men det har tilsyneladende ingen effekt på hans popularitet blandt Pegida-bevægelsens støtter.
Tværtimod synes han brogede baggrund og hans arbejderbaggrund, hans far var slagter, at have øget sympatien blandt de tyskere, der er lede og kede af deres politikere.